LeBron James indkasserer nederlag i debut for Lakers
Los Angeles Lakers v Portland Trail Blazers Steve Dykes/Ritzau Scanpix
Los Angeles Lakers kunne ikke følge med Portland Trail Blazers, som tog sæsonens første sejr på hjemmebane.

Håbet er lysegrønt i basketballklubben Los Angeles Lakers, efter at superstjernen LeBron James har meldt sin ankomst.

Men første kamp i den regulære NBA-sæson blev ingen succes for det nye kuld af Lakers-stjerner. I en svær udekamp mod Portland tabte James og kompagni 119-128.

LeBron James, der i sommer skiftede til Lakers og fik en kontrakt på fire år og 154 millioner dollar svarende til cirka 984 millioner kroner, stod for 26 point og seks assister.

Den 33-årige topspiller blev dermed holdets topscorer, men det rakte ikke til en sejr i debuten.

- Man får ikke succes lige med det samme. Så hurtigt går det ikke, konstaterer James ifølge nyhedsbureauet AP efter nederlaget.

- Det tager noget tid at opbygge en kemi, hvor man kan lukke øjnene og vide, hvor alle holdkammeraterne er, siger han.

Holdene fulgtes ad i første, anden og tredje quarter. Portland Trail Blazers kunne notere en pauseføring på 65-63, og ved indgangen til sidste quarter var hjemmeholdets føring fortsat på to point.

Men så trak Trail Blazers fra. En trepointscoring af CJ McCollum bragte værterne på 114-104, og da han kort efter gentog bedriften, lignede det dødsstødet til Lakers.

LeBron James gjorde sit til at holde Lakers i live, men Damian Lillard satte sig igennem med et par scoringer og begravede endegyldigt gæsterne.

Forhåndsfavoritter til NBA-titlen som Golden State Warriors og Boston Celtics vandt deres respektive åbningskampe tidligere på ugen.

/ritzau/

/ritzau/