For Nina Højberg var det i høj grad tanken om igen at blive en del af et fællesskab, der fik hende til at glæde sig til at starte i fleksjob sidste år.
I dag - efter et halvt år - føler hun ikke, at hun hører til på sin arbejdsplads. På mange måder føler den 47-årige fleksjobber sig usynlig – socialt og fagligt.
”Jeg har det fint med at arbejde alene. Men følelsen af, at jeg ligeså godt ikke kunne være der. Det er svært nogle gange,” siger Nina Højberg.
23 procent er isoleret
23 procent af personer i fleksjob føler ikke, at de er en del af arbejdspladsens fællesskab på lige fod med kollegaerne i ordinære ansættelser.
Det viser en unik undersøgelse, som Avisen.dk har lavet i samarbejde med LAFS – landsforeningen for fleks- og skånejobbere, hvis medlemmer har deltaget.
For Nina Højberg handler det i høj grad om de forskelle, hun oplever i sin hverdag. Hvordan kollegaerne er i forhold til hinanden og så over for hende.
Stillerum!
"Jeg vil gerne være fleksjobber, fordi jeg har brug for den sociale interaktion - at snakke med andre mennesker og lytte til dem. Være en del af fællesskabet," siger Nina Højberg.
"Men det er svært," fortæller hun. Der er nemlig aldrig nogen, der stikker hovedet inden for på hendes kontor.
"De andre går rundt og snakker med hinanden, men hvis jeg vil snakke, så må jeg komme ind til dem. Det bliver svært i længden, når det kun går den vej," siger Nina Højberg.
”Det var smaddersjovt, Nina!”
Hun er i fleksjob, fordi hun lider af slem leddegigt og angst. Jobbet er 16 timer om ugen fordelt på tre dage. Det betyder, at hun sjældent spiser frokost med kollegaerne.
Der er ikke nogle naturlige pauser eller opgaver, hvor hun møder de andre.
Hun er ærgerlig over, at der ikke er nogen, der har spurgt, om hun ville være med i frokostordningen.
"Jeg ville sådan ønske, at nogen en dag ville komme ind til mig og sige: ’Hej Nina, nu skal du høre, hvad der skete i går, mens du ikke var her. Sådan og sådan. Det var smaddersjovt’,” siger Nina Højberg.
Én i overskud
”Jeg er bare ikke en del af flokken - ligesom ikke en rigtig ansat. Jeg er ekstra," siger Nina Højberg.
Det er også anderledes, hvis hun har været hjemme på grund af influenza, end hvis kollegaerne er det. Mest fordi ingen synes at lægge mærke til om hun overhovedet er der.
”Hvis jeg har været syg, er der ingen der spørger, hvordan jeg har det. De spørger hinanden, men de er der jo også 37 timer om ugen. Så lægger de måske mærke til, at de er væk. Det er ligesom: Jeg er jo syg i forvejen’, fordi jeg er i fleksjob, siger Nina Højberg.
Så jo, du kan godt sige, at hun er isoleret. Og ja, det er hun ked af.
On a need to know-basis
Det handler også om, at der er ting, som hun ikke rigtig får besked om. Eksempelvis er hendes arbejdsplads midt i en større omstrukturering, og nogle af hendes kollegaer skal måske omplaceres.
”Jeg vil gerne høre, hvad der sker. Men jeg får ikke noget at vide. Jeg tror lidt, at der er nogle ting, de ikke mener, jeg har behov for at vide eller snakke om, fordi jeg er ansat i et fleksjob. Det har jeg!” siger Nina Højberg.
Cand.pæd i ukendt arbejde
Hun har en fortid som pædagog og har videreuddannet sig til cand.pæd og arbejdede som leder af en børnehave, inden hun blev syg og siden visiteret til fleksjob.
Nu bruger hun sin uddannelse og erfaring til at udarbejde dokumentation af det pædagogiske arbejde, der foregår inden for handicapområdet i Odense Kommune.
Hendes arbejde er vigtigt, siger hun. Hvorfor ville man ellers betale hende for det? Men et eller andet sted er hun alligevel i tvivl. For hvorfor der ikke nogen, der interesserer sig for det?
”Det undrer mig, at der aldrig er nogen af mine kollegaer, der kommer og spørger: ’Hvor langt er du? Hvordan går det? Fungerer det`? Der bliver ligesom fokuseret på, at de skånebehov, der står i kontrakten med socialrådgiveren, er opfyldt.”
Det er de sikkert til punkt og prikke, men Nina Højberg er alligevel ikke en del af arbejdspladsen som sine kollegaer, og det skyldes, at hun er fleksjobber, føler hun.