Bunker af lektier, lange skoledage og en kamp om at fremstå klogest i timerne. Langt fra alle unge synes, det er en fest at gå i gymnasiet, skriver Politiken tirsdag.
I en undersøgelse, som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning står bag - og som godt 5.000 elever på det almene gymnasium fra hele landet har deltaget i - svarer hver anden, at de "dagligt" eller "ofte" føler sig presset i hverdagen.
Formanden for gymnasieeleverne, Phillip Dimsits Lerer, peger på, at det oplevede pres kommer fra mange fronter - også fra eleverne selv.
- Det er ikke et spørgsmål om, at der er nogle, der står og pisker os, når vi kommer i skole. Det er et selvudløst pres, der bunder i de forventninger, som vi føler, at samfundet har til os, siger han til Politiken.
Men det er "ikke nødvendigvis negativt", at eleverne føler sig pressede, siger formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening Anne-Birgitte Rasmussen. Rektorformanden er dog overrasket over, at 32 procent af eleverne dagligt eller ofte oplever koncentrationsbesvær, og at 28 procent døjer med søvnløshed på grund af en presset hverdag.
Jens Christian Nielsen, ungdomsforsker ved Aarhus Universitet, er enig. Og gymnasieeleverne er udsat for et særligt pres i forhold til tidligere, mener han.
- De skal begå sig socialt på en række fronter, gå på det hippe gymnasium, være in i venneskaren, passe deres krop og være den dygtige elev, der klarer sig godt, siger han til Politiken.
Phillip Dimsits Lerer medgiver, at man godt kan føle sig presset uden, at det behøver være et problem.
- Men det at gå på en uddannelse skulle først og fremmest gerne være sjovt og lærerigt. Jeg er også med på, at mange andre end gymnasieelever føler sig presset dagligt. Men det er for alvor et problem, hvis følelsen af at være presset rammer helt unge mennesker, siger han til Politiken.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er enig i, at gymnasieelever ikke skal have søvnproblemer, fordi de føler sig pressede. Men han vil ifølge Politiken ikke bløde op på uddannelseskravene til de unge.