Rettet d. 1/2-2019: Torsten Gejl har præciseret andet afsnit i teksten.
JEG HAR IKKE TAL PÅ, hvor mange gange, jeg har argumenteret for en mere fleksibel og socialt retfærdig pensionsmodel i Danmark.
Altså, sådan en model, hvor man vægter alles bidrag til arbejdsmarkedet lige meget. Hvor man får mulighed for at trække sig tilbage tidligere end normalt, hvis man har arbejdet i 45 år. Det vil nemlig betyde, at vi i Danmark får en differentieret pensionsmodel, som tilgodeser de mennesker, der kommer tidligst ud på arbejdsmarkedet og skal være der mange flere år, før de må trække sig tilbage.
Problemet med det eksisterende system er – ganske enkelt – at det er pilhamrende skævt, fordi det ringestiller mennesker med hårdt fysisk arbejde. For det siger jo sig selv, at der er kæmpe forskel på, hvor fysisk nedslidt man er som 50-årig murer, smed eller SOSU-assistent, og hvor nedslidt man er, hvis man er akademiker.
En ting er, at selve arbejdet slider hårdere på fysikken. En anden ting er, at ufaglærte og faglærte typisk skal være mange flere år på arbejdsmarkedet, før de kan få deres hårdt-tilkæmpede pension. Det synes jeg ikke er rimeligt. Hvorfor skal nogle arbejde sig halvt ihjel, før de kan trække sig tilbage? Og hvorfor er der ikke ligestilling, så alle kan trække sig tilbage, når de har givet det samme antal år til fællesskabet?
I ALTERNATIVET HAR VI i mange år været fortaler for en anden og mere fleksibel og socialt bæredygtig pensionsmodel. Konkret mener vi, at alle efter 45 år på arbejdsmarkedet skal have mulighed for at trække sig tilbage med offentlig pension. Den model har man allerede indført i Tyskland, hvor det fungerer fint – så det vil den sikkert også gøre i Danmark.
Forslaget om 45 års-modellen er ofte blevet hældt ned af brættet, når vi har diskuteret det på Christiansborg. Men nu kan man måske begynde at håbe på, at politikerne har forstået problemet. I hvert fald blev der tændt et lille håb i mig, da jeg hørte, at Socialdemokratiet nu har skiftet holdning og bakker op om en mere fleksibel model. Og sørme om ikke DF nu også er fulgt trop. Og seneste nyt er, at Lars Løkke sågar har indkaldt til forhandlinger om et nyt pensionssystem.
Hvis tiderne skifter, kan det blive en meget, meget god nyhed for mennesker, der er slidt ned på det danske arbejdsmarked. Men … for der er et ”men” … der er stadig en risiko for, at det hele ender som en tynd kop te. Socialdemokraternes foreløbige udspil er meget løst og uklart. Det samme er økonomien. Fx er det uklart, hvor mange år, man skal være på arbejdsmarkedet, før man slipper ud, og det er svært at vide, om man kan regne tilbage og kreditere den nuværende arbejdsstyrke for alle de år, de har arbejdet.
Desuden løser Socialdemokratiets model, så vidt jeg kan se, ikke nedslidningsproblemerne for alle de lønarbejdere, som for eksempel skolelærere, pædagoger eller sygeplejersker, som er blevet nedslidte eller skadede efter færre år på arbejdsmarkedet. Ej heller tager modellen højde for, at stadig flere menneskers nedslidning skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø. Derfor er det vigtigt, at der i forhandlingerne kommer fokus på, hvordan et nyt pensionssystem kan kombineres med nedslidningspensionsordninger for andre faggrupper og en langt stærkere arbejdsmiljøindsats.
Men vi skal også være opmærksomme på, at diskussionerne om nedslidningspension og differentieret pension, kan være en indirekte accept af at folk bliver nedslidte på arbejdsmarkedet. Vi taler meget om, hvad vi kan gøre ved nedslidning i stedet for at tale om, hvordan vi undgår, at mennesker i Danmark efterlader deres sundhed og opbruger deres livsenergi på arbejdsmarkedet.
DERFOR ER 30 TIMERS ARBEJDSUGE arbejdsuge – eller i det mindste kortere arbejstid – også noget af det, vi skal kunne drøfte seriøst, når vi diskuterer nedslidning, stress og fremtidens arbejdsmarked. Det bliver sikkert ikke i denne omgang, men det ændrer ikke ved, at kortere arbejdstid er en naturlig del af løsningen. Ikke mindst fordi vi ved, at 430.000 dagligt udviser symptomer på stress, fordi 900.000 ifølge Familie- og arbejdslivskommissionen har svært ved at skabe balance mellem arbejdsliv og familieliv, og fordi vi ved, at tusindvis af arbejdspladser i fremtiden vil blive erstattet af robotter eller blive flyttet til udlandet. Men også fordi analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at arbejdstiden og arbejdsbelastningen for 3F’ere er så høj, at ufaglærte og faglærte i gennemsnit mister henholdsvis 5,7 og 2,9 potentielle arbejdsår, hvilket går ud over både økonomien og den enkelte arbejders helbred og livskvalitet.
Alt i alt er der stadig mange spørgsmålstegn, som Socialdemokratiets udspil ikke giver svar på. Ligesom der er udfordringer, som ikke adresseres. Men jeg vælger alligevel at være positiv. For med de seneste udmeldinger har vi vel aldrig været tættere på at skabe et bedre pensionssystem, end det vi har lige nu?
Hvis det skulle lykkes at få indført en ordning som den tyske model i Danmark og få den kombineret med andre relevante ordninger, så er det fantastiske nyheder. Især for de mange af de danskere, der har taget de hårde jobs gennem mange år, og som nu har brug for at komme på pension, hvis der skal være lidt kræfter tilbage til den tredje alder og til børnebørnene.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.