Den danske OSCE-observatør John Christensen, der blev frigivet efter at have været tilbageholdt i den ukrainske by Slavjansk, er lørdag aften landet i Berlin.
Den danske observatør var med om bord på det fly, der også bragte de seks øvrige frigivne observatører til den tyske hovedstad.
John Christensen har sammen med de andre OSCE-observatører været tilbageholdt i Slavjansk i en uge. I Tegel-lufthavnen mødte observatørerne den danske forsvarsminister, Nicolai Wammen (S), samt forsvarsministrene fra Tyskland, Polen og Tjekkiet.
John Christensen hilste på Nicolai Wammen med et stort kram.
- Det var meget bevægende. Jeg var rigtig glad for at kunne byde John velkommen tilbage i friheden. Da han kom ned ad flytrappen, gav han mig et stort kram og sagde "det er godt at være tilbage", siger Nicolai Wammen til Ritzau.
De to fik derefter mulighed for at snakke sammen om den seneste uge, hvor John Christensen har været gidsel.
- Det, John fortalte, gjorde et meget stort indtryk på mig. Jeg må sige, at jeg er utroligt stolt af ham. Han har på meget professionel vis udført et svært stykke arbejde, siger Wammen.
- Han har også været med til at holde modet oppe hos sine kammerater. Flere af de andre observatører tilkendegav, at selvom det var svære dage, så var John med til at gøre, at de kom igennem det på bedst mulig måde.
John Christensen skal nu gennemgå en såkaldt debriefing, før han kan vende hjem til sin familie i Danmark.
- Når en udsendt har været igennem en gidseltagning, så er det klart, at der er en række ting, der går i gang for at hjælpe ham. Men John er en erfaren soldat, der har været udsendt på flere missioner, og derfor er han godt rustet til at komme godt igennem det her, siger Wammen.
Han vil ikke løfte sløret for, hvornår John Christensen bliver sendt hjem til Danmark.
/ritzau/