Eftersøgningen af flyet MH370 fra Malaysia Airlines ændrer sig markant, efter at myndighederne har fået et nyt, troværdigt spor at gå efter.
Ifølge de australske marinesikkerhedsmyndigheder (Amsa) fløj det forsvundne fly hurtigere end først antaget, efter at man mistede kontakten med piloterne, og flyet ændrede kurs mod Det Indiske Ocean.
- De nye informationer er baseret på vedvarende analyser af radardata mellem Det Sydkinesiske Hav og Malaccastrædet, før radarkontakten forsvandt, lyder det fra Amsa.
- Det tyder på, at flyet rejste hurtigere end tidligere anslået, hvilket resulterer i øget brændstofforbrug og reducerer den mulige afstand, som flyet fløj sydpå over Det Indiske Ocean, tilføjer myndighederne.
Ifølge Australiens transportsikkerhedsmyndigheder er de nye oplysninger "det mest troværdige spor" hidtil i jagten på at lokalisere vragdele i havet. Flyet kan være styrtet ned i det nye havområde, lyder det.
Fokusområdet for eftersøgningen spænder nu over hele 319.000 kvadratkilometer og ligger omkring 1850 kilometer vest for Perth.
Det er 1100 kilometer nordøst fra det oprindelige eftersøgningsområde og langt tættere på land, siger John Young, chef for nødberedskabet i Amsa, på et pressemøde.
Det giver flyene mulighed for at blive længere i luften for at spotte mulige vragdele, og vejret i det nye område er ofte mere roligt, siger John Young. Australien omdirigerer nu landets satellitter, fortæller han.
Havdybden i det nye fokusområde er mellem to og fire kilometer. Amerikanske undervandsfartøjer er ankommet til Perth, og de skal gennemgå havbunden i forsøget på at finde den sorte boks.
Torsdag spottede en thailandsk satellit flere hundrede genstande i Det Indiske Ocean.
10 fly fra seks lande er involveret i eftersøgningen, som blev genoptaget fredag efter tordenvejr og kraftig vind. Fem kinesiske skibe og et australsk flådefartøj sejler nu hen til det nye eftersøgningsområde, og de ventes at ankomme lørdag aften lokal tid.
Malaysia Airlines-flyet forsvandt 8. marts, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.
/ritzau/AFP