Forsvandt i 2018: Nu er ægtemanden sigtet for drab

Krimi
Anne Elisabeth-Hagen forsvandt i 2018. Nu er hendes mand, milliardæren Tom Hagen, blevet anholdt og sigtet for drab i sagen. (Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix)

Den meget omtalte kidnapningssag fra Norge tog tirsdag en drejning, da ægtemanden Tom Hagen blev anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab.

Anne-Elisabeth Hagen har siden 2018 været sporløst forsvundet i en sag, som hidtil har været betegnet som en kidnapning. 

Men tirsdag morgen tog den spegede og meget omtalte sag en drejning, da politiet stoppede og anholdt Anne-Elisabeth Hagens mand, milliardæren Tom Hagen. Det oplyser flere norske medier. 

På et pressemøde tirsdag formiddag bekræftede norsk politi, at man nu efter længere tids efterforskning har valgt at sigte Tom Hagen for drab eller medvirken til drab. 

Norske kriminalteknikere fandt i 2018 blodspor fra Anne-Elisabeth Hagen, ligesom der blev fundet et afspresningsbrev med krav om løsesum, som skulle betales i kryptovaluta. 

Siden har norsk politi ikke været i stand til at finde ud af, hvad der reelt er sket med Anne-Elisabeth Hagen, men politiet forklarede på pressemødet, at man i sommeren 2019 skiftede spor og begyndte at koncentrere sig om ægtemanden. 

Milliadæren Tom Hagen blev tirsdag morgen anholdt og sigtet for drabet på sin kone. (Foto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix)

- Politiet er nu af den opfattelse, at der ikke er sket en bortførelse. Og at der derfor ikke har været en reel forhandlingsmodpart eller en intention om reelle forhandlinger, siger efterforskningsleder Tommy Brøske.

- Politiet mener med andre ord, at sagen bærer præg af en tydelig planlagt vildledning. I takt med at andre hypoteser er blevet svækket, er politiets mistanke mod Tom Hagen gradvis blevet styrket, siger Tommy Brøske.

Ved 8.30-tiden tirsdag morgen stoppede politiet Tom Hagen, da han var på vej i bil fra hjemmet i retning mod sin arbejdsplads. 

- Vi vil begære ham varetægtsfængslet i fire uger. Vi beder om forståelse for, at vi ikke kan kommentere yderligere på etterforskningen nu, siger politiadvokat Åse Kjustad Eriksson, som ikke vil udelukke, at der bliver foretaget yderligere anholdelser i sagen.  

Politiet ville ikke på pressemødet sige noget om et eventuelt motiv.

– Vi kan ikke gå nærmere ind på, hvad motiverne kan være, lyder det.

Se overblik over hele udviklingen i sagen. 

Norsk politi var tirsdag formiddag til stede i ægteparrets hus i Lørenskog. (Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix)

Norsk politi var tirsdag formiddag til stede i ægteparrets hus i Lørenskog. (Foto: Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix)

(Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix)