På få dage og med blot 1 euro eller 7,46 kroner på lommen skal du kunne åbne en virksomhed hvor som helst i EU – uden at møde op noget sted eller dokumentere din identitet. Det hele kan klares det hele på nettet.
Sådan lyder et forslag fra EU-Kommissionen. Men direktivforslaget, som den danske regering støtter op om, er nærmest en invitation til snyd, lyder kritikken fra en række kilder, Ugebrevet A4 har talt med.
De mener, at reglerne vil gøre det endnu nemmere for folk med tvivlsom moral at lave social dumping, undgå skat og flygte fra kreditorer.
- Det her er en invitation til fup og svindel, siger Rina Kari, EU-parlamentsmedlem for
Folkebevægelsen mod EU, til Ugebrevet A4 og fortsætter:
- Du må ikke stille krav om dokumentation, eller at du skal møde op og vise, at du faktisk er et rigtigt levende menneske. Du må heller ikke stille krav om penge, udover den her ene euro.
LÆS MERE: 'Kritik: Nye EU-regler lægger op til fup og svindel'
Erhvervsliv: I overdriver
I LO er man også kritiske over for direktivet, som organisationen sammen med FTF kæmper for at få stoppet eller alternativt ændret markant. I fagbevægelsens øjne vil Kommissionens forslag gøre det endnu nemmere at omgå overenskomster og løbe fra regningerne.
- Man bekæmper social dumping med den ene hånd og fremmer det med den anden. Det giver ingen mening, siger international sekretær Marie-Louise Knuppert til Ugebrevet A4.
I erhvervslivet forstår man ikke helt kritikken, som, man mener, er overdrevet.
- Vi mener som udgangspunkt, at det skal være let og ubureaukratisk at åbne et firma. Vi er ikke bekymrede for, at forslaget vil medføre systematisk snyd og svindel, siger EU-chef i Dansk Erhverv Kasper Ernest.
Heller ikke Dansk Iværksætterforening forventer, at selskabstypen vil skabe mere svindel.
- Dem, der vil snyde, har allerede de værktøjer, de skal bruge. Jeg ser ingen problemer i, at man laver fælles EU-regler for en selskabstype, der allerede eksisterer i mange lande,
siger formand Christian Øyrabø til Ugebrevet A4.