Forbud mod salg af benzinbiler fremrykket

Benzinbiler skal udfases – jo før jo bedre, siger Boris Johnson. (Foto: Scanpix)

Storbritannien vil fra 2035 forbyde benzin- og dieselbiler, lyder det fra premierminister Boris Johnson.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, agter at fremrykke et forbud mod salg af biler, der kører på benzin eller diesel. Det siger han tirsdag.

Et forbud mod benzin-, diesel- og hybridbiler skal træde i kraft i 2040 i Storbritannien. Men står det til Boris Johnson, skal det ske fem år tidligere.

– Vi ved, at vi som land, som samfund, som planet, som art, bliver nødt til at handle nu, siger han.

Forbuddet er oprindeligt tænkt som et skridt på Storbritanniens vej mod at være CO2-netto-neutral i 2050.

Når man bruger betegnelsen netto-neutral, betyder det ikke, at der ikke udledes CO2 overhovedet. Det betyder, at der ikke udledes mere CO2, end der optages i eksempelvis naturen.

Forbuddet mod salg af biler med diesel eller benzin i tanken er ikke kun noget, som briterne har tænkt på.

I Frankrig gør man klar til, at et lignende forbud træder i kraft i 2040. Og i Norge har Stortinget vedtaget et ikke-bindende mål om at ingen biler i 2025 udleder CO2, skriver tv-stationen NBC i sin dækning af Boris Johnsons nye målsætning.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters