Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, udtrykker forståelse for, at Frankrigs nyvalgte præsident er nødt til at holde de løfter, han har givet sine vælgere.
Han forsikrer om, at intet er ændret ved Natos strategi i Afghanistan til trods for præsident Francois Hollandes melding om, at de franske kamptropper skal ud af Afghanistan i år - to år før Isafs kampoperation skal slutte.
- Jeg kan generelt ikke anbefale at bryde de løfter, man har givet til vælgerne. Vi måtte allesammen forvente, at han kommer for at sige, hvad han har sagt i valgkampen, siger Fogh på et pressemøde med danske journalister forud for Nato-topmødet i Chicago.
- Det kan ikke nytte noget, at hver eneste gang et land beslutter at lægge sit bidrag om eller at reducere, så er det et grundskud mod operationen. Det er det jo ikke. Det er ikke noget, der torpederer vores strategi. Det er et led i den, siger Fogh.
Den danske Nato-generalsekretær opfordrer til at lytte til, hvad Hollande i øvrigt har sagt. Nemlig at Frankrig fortsat vil støtte Afghanistan på en anden måde.
- Det skal vi så snakke om nu. Hvad er det?, siger Fogh, der forventer at møde Hollande til et separat møde forud for selve topmødet, der begynder søndag aften dansk tid.
Topmødet forventes at tegne konturerne af den Nato-ledede operation, der skal tage over, når selve kampindsatsen med udgangen af 2014 skal være fuldt overdraget til afghanerne.
Og selv om Fogh i en tale lørdag eftermiddag for første gang i lang tid undlod at gentage sit hidtidige mantra for solidaritet i Afghanistan-operationen - "ind sammen, ud sammen" - forsikrer han om, at det stadig er linjen.
- Det er det da. Og det har jeg ikke hørt nogen modsige. Men fra nu af og til udgangen af 2014 vil vi jævnligt høre, at et land lægger sit bidrag om. For det er det, vi vil. Det er formålet med den gradvise overdragelse af ansvaret til afghanerne, siger Fogh.