FOA-bosser: Lærerlockouten var matchfixing

Af Karen Stæhr og Dennis Kristensen
SE ALLE BLOGINDLÆG

SIDEN LANDETS UNDERVISERE i foråret 2013 blev lockoutet fra deres arbejdspladser har der været tilbagevendende diskussioner om, hvorvidt den daværende SRSF-regering i kulissen gennem mange måneder havde styret overenskomstforhandlingerne direkte mod en lockout, som kunne åbne for et regeringsindgreb, der kunne fjerne lærernes arbejdstidsregler.

Nu kommer dokumentationen på bordet.

Kommuner, regioner og stat optrådte ikke blot som arbejdsgivere, der stillede hårde krav til ændring af lærernes overenskomst. Reelt blev de fjernstyret direkte fra regeringstoppen. Og fjernstyringen bliver tilmed dokumenteret på tryk, når bogen ”Søren og Mette i benlås” af Anders-Peter Mathiasen sendes på gaden i næste uge.

TO CITATER fra centralt placerede politikere til bogen siger det krystalklart.

Kristian Thulesen Dahl fortæller om en invitation til kaffe hos statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 - fem måneder, før lærerne blev lockoutet.

Kristian Thulesen Dahl forventede, at han var inviteret til et hilse-på-møde som nytiltrådt partiformand for Dansk Folkeparti. Det viste det korte møde sig dog slet ikke at handle om.

Helle Thorning-Schmidt havde kun et emne på programmet: ”Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen. Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om”.

”Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om,” udtaler han i bogen.

Og den tidligere minister Annette Vilhelmsen spytter lige ud af posen: ”Lockouten af lærerne var regeringens beslutning.”

Anette Vilhelmsen indtrådte i regeringen i oktober 2012 som ny formand for SF.

”Villy Søvndal som SF's tidligere formand havde sagt ja, og den aftale var gældende i regeringen,” udtaler Vilhelmsen i bogen.

Hermed er der ikke længere grund til at tvivle på, at lærerne var udsat for et overgreb fra den mere beskidte del af den politiske værktøjskasse - tilsidesættelse af retten til frit at forhandle overenskomster og uden indblanding om nødvendigt lægge arm med arbejdsgiverne.

Og begge parter på arbejdsmarkedet har ret til at ville lægge arm med modparten, hvis forhandlingerne ikke fører til et resultat.

Der var der i 2013 ingen grund til at klynke over, at kommunerne ville lægge arm med lærerne gennem lockout.

LOCKOUTVARSEL OG STREJKEVARSEL er fair og ordentligt. Det er i overensstemmelse med Den danske Model.

Til gengæld er det hverken fair, ordentligt eller i overensstemmelse med Den danske Model, at en regering blander sig i overenskomstforhandlinger - til og med inden forhandlingerne overhovedet er kommet i gang.

Og det var præcist dét, regeringen gjorde, da den fremlagde sit udspil til en reform af folkeskolen med en finansiering, som udtrykkeligt blandt andet skulle komme fra besparelser på lærernes arbejdstidsregler.

Det er at fjerne pengene fra forhandlingsbordet, før parterne, det hele handler om, overhovedet er trådt ind i lokalet.

Det er ikke alene et angreb på Den danske Model. Det er også matchfixing. Det er at fastlægge resultatet af frie overenskomstforhandlinger udenom - i det mindste én - af parterne.

ANVENDELSEN AF KAMPSKRIDT på arbejdsmarkedet har aldrig været et mål i sig selv.

Tværtimod.

I stedet er det risikoen for arbejdskamp, som lægger presset på begge parter til at lægge sig ekstra i selen for at finde løsninger.

Og det er dér, at kommunerne gik galt i byen.

Kommunerne betragtede ikke overfor lærere og undervisere arbejdskampen, som det uundgåelige resultat af sammenbrudte forhandlinger. De anså ikke lockouten for den sidste udvej.

Kommunerne spekulerede i stedet åbenlyst i at undgå løsninger - at undgå forhandlingsresultatet, hvor to parter bøjer sig mod hinanden – at undgå at finde kompromisser undervejs.

Og kommunerne kunne roligt spekulere i at smyge sig uden om løsninger.

De vidste allerede før forhandlingerne startede, at matchen var fixet, og at resultatet skulle ende med en 1-0 sejr til kommunerne.

De vidste, at regeringen ønskede hårdt sat mod hårdt.

De vidste, at folkeskolereformen blandt andet byggede på besparelser på lærernes arbejdstidsregler.

Og de vidste, at storebror – finansministeren - stod klar med køllen i kulissen, for at banke ind i de formastelige læreres og underviseres hoveder, at diktat ikke, som det var i vores skoletid, er et undervisningsmiddel i faget Dansk, men i stedet er et arbejdsgivermiddel i overenskomstforhandlinger.

DERFOR VAR LÆRERLOCKOUTEN ET ANGREB på Den danske Model i den offentlige sektor.

Og det var ikke alene på grund af sammenblandingen af regeringskasketter og arbejdsgiverkasketter og regeringens fjernstyring, at Den danske Model blev en lightmodel i den offentlige sektor.

Det var også de offentlige arbejdsgiveres anvendelse af det helt tunge artilleri med varsling af samtlige lærere i konflikt. Lønmodtagersiden har altid kun planlagt med at sende 10 % af medlemmerne i strejke. Når kommunerne valgte det tunge skyts var det omkostningsfrit, fordi de i modsætning til private virksomheder ikke taber penge på arbejdskampe, men tværtimod sparer rigtig mange lønkroner.

DET VAR TRIST I 2013 at opleve, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, som ellers historisk har været tæt forbundet med Den danske Model, i den grad valgte at undergrave modellen i den offentlige sektor.

Det var lige så trist under lockouten at høre faglige ledere fra den private sektor blankt afvise, at regeringen angreb Den danske Model. Trist, fordi fagbevægelsen og solidaritet er uløseligt forbundne. Fagbevægelsen eksisterer, fordi vi har flere kræfter, når vi løfter i flok. Og solidaritet handler netop om at løfte i flok.

Mon ikke den nye dokumentation for regeringens fjernstyring af lærernes overenskomstforhandlinger kunne få en enkelt faglig leder eller to til at genoverveje fornuften i de udtalelser.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Karen Stæhr og Dennis Kristensen

Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne. Dennis Kristensen er uddannet portør og har siden 2002 været forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis har som FOA-formand frasagt sig bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og har åbnet FOA for både medlemmer og offentligheden. Han har kæmpet ihærdigt for adskillelsen af socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.