Taler cykelrytterne sandt, når de siger, at de kører rent? Efter de mange dopingsager med Jan Ullrich og Team Telekom er det et spørgsmål, som ofte bliver stillet i Tyskland.
Magasinet SportBild bad Marcel Kittel bevise sin uskyld ved at tage en løgnedetektortest, mens en af bladets journalister så på.
Den firedobbelte etapevinder fra dette års Tour de France fik en masse varierede spørgsmål, og når han blev spurgt, om han nogensinde havde taget doping og andre præstationsfremmende midler, eller om han nogensinde havde fået tilbudt doping, svarede han nej.
- De ting vi måler igennem et interview, forblev meget ens. Det er et tegn på troværdighed, siger retsmedicinsk fysiolog Holger Leutz til bladet ifølge Cyclingnews.
- Jeg tør godt sige, at skal man tro på, hvad løgnedetektortesten indikerer, så har Marcel Kittel aldrig taget doping og er en ren sportsmand, fortsætter fysiologen.
Som 18-årig var Marcel Kittel igennem en række blodbehandlinger, hvor blodet behandles med ultraviolet lys. Den internationale sportsdomstol, CAS, afgjorde i sidste måned, at det ikke var doping.
Man kan indvende, at Marcel Kittel med sin test nu sætter andre cykelryttere under pres for at gøre det samme. Men det er den åbenmundede tysker ligeglad med.
Han taler åbent imod doping og har for nylig slået til lyd for, at det skal gøres kriminelt at tage doping.
- Jeg har intet at skjule. Derfor tog jeg testen. Jeg står for en ren cykelsport, og det har denne test bekræftet, siger Marcel Kittel.
/ritzau/