Alternativets borgmester på Fanø, Sofie Valbjørn, bliver i det kaosramte parti, selv om hun i sidste uge truede med at forlade det
Hun ville sige farvel, hvis ikke hovedbestyrelsen gav sin opbakning til den nye politiske leder, Josephine Fock.
Det gjorde den lørdag. Og det har ikke ændret borgmesterens position, at konflikterne i partiet mandag kulminerede med, at partistifter Uffe Elbæk og tre andre folketingsmedlemmer forlod partiet for at blive løsgængere.
Det siger Sofie Valbjørn til TV Syd.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at folketingsmedlemmerne, der har trukket sig, ikke har kunnet bakke op om det valg, som er truffet i medlemsdemokratiet. Men det ændrer ikke noget ved min position, siger hun.
Et flertal af medlemmerne stemte 1. februar Josephine Fock ind som Alternativets nye politiske leder.
Alle fem folketingsmedlemmer havde dog foretrukket forhenværende politisk ordfører Rasmus Nordqvist som arvtager af posten som politisk leder efter Uffe Elbæk.
I februar berettede anonyme kilder i Information om, at Josephine Focks ledelsesstil var grænseoverskridende, da hun sidst sad i Folketinget for partiet.
Hun skulle blandt andet have rusket i folk, hvilket hun selv har afvist.
Alternativet sidder også på kultur- og fritidsborgmesterposten i København. Den post er sammen med den på Fanø de to højeste folkevalgte poster, som partiet sidder på.
Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde har i sidste uge udtalt til DR Nyheder, at Josephine Fock bør udøve mere selvransagelse og se på sit eget ansvar for konflikterne.
Det er dog uvist, hvordan Franciska Rosenkilde forholder sig, efter at de fire partikolleger på Christiansborg har forladt partiet. Det er endnu ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra borgmesteren.
/ritzau/