Det er, hvad der på engelsk hedder "a freak accident". En familiefar kørte ind på en McDonald's restaurants take-away i Vancouver i Canada onsdag morgen, mens nogle familiemedlemmer sad i bilen. Da han skal betale, taber han sit kreditkort, går ud af bilen og bukker sig ned efter det.
Men bilens automatgear var ikke sat i frigear, så på samme tid triller bilen ind i manden, som bliver klemt mellem dør og en stor jernpille, mens bilen stadig kører fremad og maser ham ihjel.
Det canadiske politi kunne se og gengive de frygtelige detaljer i ulykken, da det hele blev optaget af et overvågningskamera, skriver flere canadiske medier.
Tania Vistin fra Vancouver Police, siger i en udtalelse, at førstehjælp fra andre kunder og ansatte var forgæves, da manden øjensynligt var død på stedet.
Alle, inklusive medarbejdere og naturligvis familien i bilen, har modtaget krisehjælp.
- Det er sjældent at opleve dødsulykker med biler, når de hverken er i fart eller er involveret i andre køretøjer, vores tanker går til mandens familie, hedder det videre fra politiet, som hverken har offentliggjort mandens navn eller alder.
Indtil videre er drive-in-gennemkørslen lukket og en inspektion er i gang for, hvordan det kunne ske og om der evt. er fejl på anlæggets konstruktion.