FAKTA: Lørdagens kampe ved VM i fodbold

Sport
Christian Eriksen og Danmark møder Peru lørdag aften. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix)

Blandt andre Danmark og fodboldstormagterne Frankrig og Argentina skal i aktion på VM's tredje dag.

Dagens program ved VM i fodbold lørdag 16. juni:

12.00: Frankrig-Australien (gruppe C), Kasan, DR1.

Frankrigs stjernebesatte trup anført af EM-topscorer Antoine Griezmann er blandt de største favoritter til at vinde VM-titlen. "Les Bleus" forventes at tromle over modstanden i gruppe C og særligt Australien, der har haft en omtumlet optakt, da Bert van Marwijk først tidligere på året blev udpeget som træner for holdet under slutrunden.

15.00: Argentina-Island (gruppe D), Moskva, DR1.

Det var med nød og næppe, at Argentina overhovedet kvalificerede sig til VM. På sidstedagen af kvalifikationen blev Lionel Messi den store redningsmand, og Barcelona-stjernen forventes også at skulle bære nationen ved VM, hvor holdet indleder mod Island, der VM-debuterer som den mindste nation i VM-sammenhæng.

18.00: Danmark-Peru (gruppe C), Saransk, TV2.

Åge Hareides tropper kommer til Rusland som ubesejret igennem 20 måneder og har derfor ambitioner om at avancere fra gruppespillet. Det ligner en nøglekamp mod Peru, der trods dopingdommen til Paolo Guerrero alligevel stiller med sin stjernespiller.

21.00: Kroatien-Nigeria (gruppe D), Kaliningrad, DR1.

Kroatien sluttede efter Island i kvalifikationen og banede sig vej til Rusland via playoff. Ikke desto mindre er nationen ganske klar favorit til at snuppe andenpladsen i gruppen efter Argentina. Nigeria, der ved tidligere slutrunder er mødt op med flere stjerner end denne gang, regnes som dark horse.

/ritzau/