USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, vil snarligt komme med en udtalelse om atomaftalen fra 2015 mellem Iran og seks store lande.
Det oplyste Det Hvide Hus mandag.
USA's præsident, Donald Trump, har ikke lagt skjul på, at han er stærkt utilfreds med aftalen.
Blev klogere på forløbet omkring atomaftalen her:
* FN's Sikkerhedsråd vedtager i 2006 sanktioner mod Iran som følge af landets atomprogram.
* Vestlige lande frygter, at Irans hensigter med atomprogrammet ikke kun er fredelige, og at landet vil forsøge at lave atomvåben.
* Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, finder på sine inspektioner ikke beviser for, at Iran udvikler atomvåben.
* Iran bliver hårdt medtaget af de internationale sanktioner. En atomaftale vil få USA og Vesten til at lempe de fleste af de økonomiske sanktioner.
* De fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Frankrig, Rusland, Kina, Storbritannien - plus Tyskland har i årevis forhandlet med Iran om en begrænsning af atomprogrammet.
* En politisk rammeaftale bliver indgået 2. april 2015 i Lausanne i Schweiz.
* Fristen for en endelig aftale er 30. juni, men den bliver flere gange forlænget.
* Atomaftalen bliver indgået 14. juli 2015 i Wien.
* Den træder i kraft i januar 2016.
* Atomaftalen skal forhindre, at iranerne kan udvikle atomvåben. Til gengæld for at skrue ned for blusset på landets atomanlæg skal Vesten ophæve sanktioner mod landet.
Her er nogle af de væsentligste punkter i aftalen:
* Med aftalen er Iran gået med til at begrænse antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran, fra 20.000 til højst 5060 af de ældste og mindst effektive i mindst ti år.
* Med aftalen reduceres Irans lager af uran med 98 procent til kun 300 kilo i 15 år.
* Med aftalen har Iran forpligtet sig til ekstraordinært grundig overvågning, verifikation og inspektion fra IAEA.
* I 2015 bliver det vurderet, at Iran kan bygge op til ti atombomber på cirka tre måneder, hvis det besluttede sig for det. Atomaftalen sikrer, at Iran fremover vil skulle bruge mere end et år på at bygge en atombombe, fordi nøglekomponenter er blevet fjernet fra landet.
Kilder: Nyhedsbureauet Reuters, BBC og Det Hvide Hus.
/ritzau/