Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
Der er sket rigtig meget den sidste uge. Efter tre ugers stilstand er forhandlingerne om de offentlige overenskomster endelig gået i gang.
Det har holdt bekymrende hårdt at trække arbejdsgiverne helt ind til forhandlingsbordet. Men det er nu sket på det kommunale område, og for første gang i næsten fem år har lærerne udsigt til reelle forhandlinger om deres arbejdstid.
På det statslige område mangler vi det sidste ”nøk”. Her forhandler vi nu undervisernes område sideløbende med den centrale CFU-aftale. På den måde opretholder vi presset for en arbejdstidsaftale, samtidig med at vi får taget hul på de andre store dagsordner som privatlønsværn og betalt spisepause. Så solidariteten med underviserne er usvækket.
Indtil videre har det åbenbart været lidt svært for arbejdsgiverne at forstå, hvorfor spørgsmålet om undervisernes arbejdstid er så centralt for os alle sammen. Hvorfor, er mig stadig en gåde.
Det er helt centralt i den danske model, at vores vilkår er reguleret via aftaler og ikke ved lov.
Det er hele fundamentet for vores model, at vi indgår aftale. Til gavn og glæde for den enkelte og for fællesskabet.
Derfor vil de kommende forhandlinger også have fokus på, hvordan vi gennem kollektive aftaler kan sikre den enkelte medarbejder frihed til at leve sit liv, som han eller hun gerne vil.
Jeg tror meget på, at det er vigtigt, at vi laver aftaler, der tager højde for, at vi er forskellige. Vores forestillinger om, hvordan vores hverdag skal se forme sig, er ikke ens. Og den forestilling ændrer sig i øvrigt gennem hele arbejdslivet.
I perioder vil et højt tempo og lange dage være attraktivt. I andre perioder vil der være andre hensyn og et ønske om mere tid til sig selv eller sin familie. Der er også forskellige ønsker til, om det er løn, pension eller frihed den enkelte prioriterer i forskellige faser af livet.
Derfor er en fritvalgsordning højt på vores kravsliste til de kommende forhandlinger. En fritvalgsordning vil betyde øget fleksibilitet for den enkelte og vil give medlemmerne mulighed for at veksle mellem løn, pension og frihed, alt efter hvad der er vigtigt for, at den enkelte oplever, at arbejdslivet hænger sammen.
En fritvalgsordning er ikke et skridt i retning af færre kollektive forhandlinger.
Reallønnen skal stadig sikres ved det centrale bord, lige som der også fremover vil være elementer, som vi vælger at prioritere i fællesskab.
Men på samme måde som vi godt kan forhandle løn, uden at blande os i hvad medlemmerne bruger deres penge på, så kan vi også godt forhandle fleksibilitet uden at beslutte, hvordan den enkelte medarbejder vil bruge den fleksibilitet.
Arbejdsgiverne efterspørger altid fleksibilitet og elementer fra det privat område. Her få de begge dele i en løsning. Lad os se, om de så også mener det, når det er et lønmodtagerkrav.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.