1. juli 1999 faldt Isabella Lerchbacher sammen over sit skrivebord i Farum Kommune. Hun lå bevidstløs i mere end en time, før hun vågnede, følelsesløs, lammet og angst. Siden har hun ikke arbejdet.
Hendes krop sagde fra efter en lang periode, hvor opgaven med at indføre Ny Løn i kommunen blev mere og mere umulig. To uger før sammenbruddet bad Isabella Lerchbacher om hjælp fra sin chef, men hun blev ignoreret, og chefen tog på ferie i tre uger.
Nu har Isabella Lerchbacher fået tilkendt en erstatning på to millioner kroner. I HK/Kommunal, som har ført sagen, ser man erstatningen som et gennembrud.
Umulige sager
Det er første gang, det lykkes at få en erstatning for en psykisk skade, hvor årsagen alene er dårlig ledelse og for få ressourcer. Tidligere skulle man have oplevet krig, overfald, vold eller trusler i forbindelse med jobbet, før man kunne få erstatning fra arbejdsgiveren.
Faglig konsulent i HK København Niels Bo Pedersen har fulgt sagen, og han håber, afgørelsen bliver en isbryder.
»Det har været umuligt at vinde sager om psykiske arbejdsforhold. Vi har ført en række sager ved domstolene, som vi har tabt alle sammen. Men denne sag kan bane vejen – nu da der er slået hul på isen, håber vi at kunne få flere sager anerkendt,« siger han
Signal til arbejdsgiverne
Majken Søefeldt fra Psykiatrifondens Erhvervsrådgivning oplever også, at det har været utroligt svært at få erstatning for stresssygdom. Hun mener, erstatningen til Isabella Lerchbacher kan skabe mere opmærksomhed om forebyggelse:
»Det sender et signal til arbejdsgiverne om, at de skal skaffe viden om, hvad der kan gøres for at forebygge stress og for at hjælpe dem, der er i risikogruppen for at blive alvorligt syge. Og det sender et signal til medarbejdere, der er faldet ud af arbejdsmarkedet, om at det måske er muligt at få noget erstatning,« siger Majken Søfeldt.
Flyttede fra minderne
Isabella Lerchbacher flyttede med sin mand fra huset i Hørsholm for at komme væk fra minderne om sammenbruddet, sygdommen og tovtrækkeriet om at få anerkendt sin arbejdsskade.
»Nu skal jeg først til at lære at leve et liv. I alle de år har jeg overlevet. Jeg har fået svigerdøtre og børnebørn, og først nu skal jeg til at stille op,« siger Isabella Lerchbacher.
»Det kan ikke være rigtigt, at man kan knokle så meget, at man er ved at dø af det, og det så ikke har nogen konsekvenser,« siger hun.