Et af Europas største bordeller er gået konkurs efter at være blevet ramt af Tysklands coronarestriktioner.
Det skriver BBC.
Direktøren for det tietagers bordel Pascha i Köln, Armin Lobscheid, siger, at bordellet "er ved en endestation".
Prostitution har været ulovligt i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, siden coronavirus brød ud i landet.
Omkring 120 prostituerede arbejder normalt på Pascha, som desuden har 60 andre medarbejdere, inklusive kokke og frisører.
Lobscheid kritiserer de tyske myndigheders håndtering af pandemien og særligt genåbningen af visse virksomheder.
Han siger, at lokale myndigheder har forlænget nedlukningen hver anden uge.
- Vi kan ikke planlægge på denne måde. Vi havde muligvis kunnet undgå konkurs med hjælp fra bankerne, hvis vi kunne love at åbne igen i begyndelsen af næste år, siger bordeldirektøren ifølge BBC.
Folk sælger stadig sex under pandemien, men uden at betale skat, siger Lobscheid.
Fortsatte i Danmark
I Danmark blev der også fortsat solgt seksuelle ydelser, trods regeringen forbød erhverv med tæt kontakt til kunder at holde åbnet i begyndelsen af pandemien.
I Tyskland er knap en kvart million blevet testet positive med coronavirus, mens 9322 coronasmittede har mistet livet. Det viser tal fra Johns Hopkins University.
Flere prostituerede og bordelejere har demonstreret mod nedlukningen af branchen. I juli gik 400 på gaden i Hamburg i protest med ønsket om en genåbning.
Demonstrationen fandt sted i Hamborgs berømte red light district i Reeperbahn.
/ritzau/