Martin Braithwaite er væk, og hvem skal så score målene for de blåklædte esbjergenserne kunne man spørge sig selv.
Et godt bud er hollandske Mick Van Buren, der har startet sin karriere i Danmark med fem mål i lige så mange kampe.
Men et bud kunne også være Esbjergs nytilgang Pape Pate Diouf, som man har lånt i FCK.
Selvom Diouf ikke har spillet en betydende kamp i over et år, er cheftræner Niels Frederiksen ikke i tvivl om sit nye angrebs-es' kvaliteter.
- Han skal ind og forhåbentligt score en masse mål for os. Det har han jo gjort tidligere, dengang han spillede for Molde. Han er en dygtig spiller, der passer godt ind i vores spillespil. Han er hurtig og god i luftspillet, siger Frederiksen og uddyber:
- I Molde spillede han angriber eller kant i deres 4-3-3 opstilling, og det passer fint ind i vores system. Nu skal han jo også lige lære holdet at kende og finde tilbage i form. Men vi håber og tror på mange mål fra hans fødder, siger træneren.
Diouf var med i Randers, men så dog til fra sidelinjen, da hans nye holdkammerater smed en 2-1 føring over styr ti minutter før tid og dermed tabte 2-3. Han håber dog, at han kan være med til at sikre mange esbjergensiske point i fremtiden.
- Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i kamp igen. Jeg er sulten efter at spille kampe og score mål. Jeg vil gøre alt, hvad træneren beder mig om, så det bliver forhåbentligt også godt for holdet, siger han.
Om Diouf bliver en succes i det vestjyske, vil tiden vise. Første mulige kamp for senegaleseren bliver på torsdag, når Esbjerg får besøg af franske St. Etienne i kvalifikationen til Europa League.
/ritzau/