Det bliver sværere for landets forældre at få passet deres børn i dagtilbud, klubber og SFOer næste år.
Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget blandt cheferne i 70 kommuner, som analysevirksonheden Corcom har foretaget for BUPL - forbundet for pædagoger og klubfolk.
Det skriver Berlingske Tidende.
Og det er et meget stort problem for virksomhederne, at kommunerne laver flere og ikke færre lukkedage. Det mener chefkonsulent Benjamin Holst fra Danmarks Arbejdsgiverforening (DA).
"Det er med til at underminere fleksibiliteten for virksomhederne - og det er noget, der koster på bundlinjen. For os er det helt uforståeligt, at kommunerne kan se en forretning i at lave flere og ikke færre lukkedage," siger han til Newspaq.
Benjamin Holst peger på, at medarbejderne - hvis de ikke kan skaffe anden pasning - er nødt til at holde fri, tage ferie eller ligefrem melde sig syge.
"Flere lukkedage betyder helt konkret, at virksomhederne skal undvære deres medarbejdere på tidspunkter, hvor virksomhederne ikke har brug for at undvære dem - og det er jo heller ikke sikkert, at det er noget, der passer medarbejderen," siger han.
Ifølge DA er de mange lukkedage et problem for udviklingen på arbejdsmarkedet.
"Vi har et arbejdsmarked, der bliver mere og mere fleksibelt, efterhånden som vi kommer væk fra industrisamfundet - og nu ser vi så, at kommunerne trækker den modsatte vej med daginstitutionernes åbningstider," siger Benjamin Holst.
Han hæfter sig ved, at kommunerne har fået flere penge af regeringen til at få færre lukkedage. Alligevel stiger antallet af dage med lukkede institutioner.