For mange fans er det sikkert en god nyhed: Ikke nok med at rapperen Eminem er i gang med at skrive musikken til et nyt album - han satser også på, at det skal være færdigt indenfor en overskuelig fremtid.
Derfor har rapperen udskudt sin kommende film Southpaw, hvor han skal spille bokser.
- Han fokuserer på sin musik lige nu, og mens han gør det, mens han koncentrerer sig om det, ville han gerne sætte filmkarrieren på pause, fortæller rapperens talsmand, Dennis Dennehy, til Detroit Free Press.
Det er dog meningen, at filmen skal indspilles senere hen.
- Jeg er blevet fortalt, at når filmen skal laves, så er planen, at størstedelen af den skal skydes i Michigan. Det har hele tiden været planen, siger Dennis Dennehy.
Eminem havde sin debut på det store lærred i 2002 med filmen 8 Mile, hvor han både spillede hovedrollen og rappede.
Hans seneste album, Recovery, der udkom i 2010, blev udnævnt til ét af årets bedste af Rolling Stone Magazine.