Løn- og arbejdsvilkår for midlertidigt ansatte og praktikanter i blandt andet Nokias indiske fabrikker kritiseres for at være urimelige. Arbejdet foregår i særlige industrizoner, der tiltrækker tusindvis af arbejdere.
Den finske menneskeretsorganisation Finnwatch har set på især Nokias forhold og er ikke tilfredse med løn- og arbejdsvilkår. Forholdene for arbejdere i elektronikindustrien en benhårde, men trods lav løn forsvarer Nokia sig med, at alle andre betaler mindre.
I Indien, hvor 1.100 kroner om måneden anslås at være nok til at leje et værelse og starte en familie, rækker halvdelen for fuldtidsarbejde ikke langt. Den lave betaling gives midlertidigt ansatte og praktikanter. Nokia forsvarer sig med, at de betaler mere, end de behøver.
Arbejdere i Chennai klager over, at elektronikfirmaerne spekulerer i lange ansættelser, der betaler mindre end fast job. Hos Nokia er en fjerdedel af de 11.300 ansatte i praktik 15-24 måneder, før de kan være så heldige at få fast arbejde. En femtedel af arbejderne er midlertidigt ansatte.
"Mobilfabrikanterne har et to-benet system for deres arbejdere for dem med midlertidig ansættelse og fast ansatte. De fleste fast ansatte har været praktikanter i 16 måneder eller længere, selv om oplæringen kun varede en måned. Efter praktiktid kommer folk på prøve i op til seks måneder, før de kan få godkendelse som fast ansatte," skriver Finnwatch i rapporten.
I øvrigt er der ingen løfter om ansættelse efter udstået tid.
Finnwatch rapporten
Undersøgelsen er foretaget af en indisk partner til det europæiske makeITfair projekt, der forsøger at påvirke elektronikindustrien til at tilbyde anstændige forhold for deres ansatte i fattige lande, i dette tilfælde Indien.
Der er interviewet over 100 arbejdere ved fabrikker ejet af Nokia, Salcomp, Flextronics og Foxconn i en industrizone uden for Chennai i foråret 2011. Den finske menneskeretsorganisation Finnwatch har også besøg fabrikker.
[pagebreak]Særlige zoner
Industrizoner rundt omkring i verden er beregnet til at tiltrække investeringer, der foregår i lukkede områder, hvor ikke alle det omkringliggende samfunds regler gælder. Ofte er der skattelettelser eller -frifrihed), fordi produktionen er beregnet til eksport.
Indien vedtog i 2006 en særlig lov om industrizoner, hvor der både var investeringshjælp til de internationale firmaer og skattefrihed. Blandt andre indiske regler er det forbudt de ansatte i en zone at strejke.
I delstaten Tamil Nadu findes 17 zoner, der for det meste er rettet imod produktion af elektronik. I zonen i Sriperumbudur finder man Nokias største fabrik med 11.300 ansatte. De fremstiller 300.000 mobiltelefoner i døgnet. Underleverandører til ladere og kabinetter har andre tusinder ansat.
Arbejdsforhold
De fire undersøgte fabrikker kører i døgndrift seks dage om ugen med treholdsskift. Den gennemsnitlige alder for de ansatte i elektronikfabrikkerne er 22 år. Mange af dem har ingen anelse om industriarbejde og kender hverken til løn- eller arbejdsforhold, endsige rettigheder.
De unge er lykkelige for at få jobs i elektronikfabrikkerne, for arbejdsløsheden er stor. Firmaerne kræver 10-12 års skolegang og ofte et diplom fra en teknisk skole oveni. Da arbejdet foregår ved samlebånd, er arbejdernes kvalifikationer ofte højere end løn- og arbejdsforhold tilbyder.
Folk kommer rejsende langvejs fra for at få jobs i industrizonerne. Boligforholdene er sølle, idet mange mennesker bor sammen i lejede værelser for at dele omkostningerne. Et værelse kan koste halvdelen af en løst ansats månedløn.
[pagebreak]Fagforening
Både Nokia og underleverandøren Foxconn har haft aftale om løn og arbejdsvilkår med en lokal, politisk organiseret fagforening. Der har været sammenstød i 2009 og 2010. Politi har været indblandet og strejkende er arresterede især ved strejker hos Foxconn.
I 2011 har Nokia startet sin ”egen” fagforening for sine ansatte nu med 5.000 medlemmer. I henhold til Finnwatch er fagforeningen uafhængig. Nokia har hyret den internationale metalarbejdsunion til at hjælpe med at oprette og professionalisere organisationen.