Nogle af verdens bedste ishockeyspillere fra NHL viser sig frem i svenske Göteborg og finske Helsinki i næste sæson.
NHL annoncerede tirsdag, at tre kampe skal spilles i de skandinaviske byer i oktober og november.
Det betyder blandt andet, at Winnipeg Jets, der har Nikolaj Ehlers i truppen, skal spille to kampe i Helsinki mod Florida Panthers. Kampene med Ehlers spilles 1. og 2. november.
Inden da åbner Edmonton Oilers og New Jersey Devils NHL-sæsonen 2018/2019 med en premierekamp i Göteborg 6. oktober.
Der er tidligere blevet spillet 22 NHL-kampe i Europa. Otte gange før er en NHL-kamp blevet spillet i Sverige. Men kampen i oktober bliver det første NHL-opgør i Göteborg.
Ehlers og Winnipeg Jets vil komme til at spille NHL-kamp nummer fem og seks i Finland i november - alle de tidligere kampe i landet er også spillet i Helsinki.
- Det vil blive en utrolig oplevelse for holdet og for det finske publikum, siger Winnipeg-spilleren Patrik Laine, som er finne og født i Tampere.
- De fleste har ikke set live NHL-hockey, så det er en god mulighed for dem til at se alle de bedste spillere i verden, siger Laine ifølge nhl.com.
/ritzau/