En 51-årig mand er onsdag i Retten på Bornholm blevet kendt skyldig i at have dræbt sin 34-årige kæreste med et sjippetov i Østermarie.
Det skriver netmediet bornholm.nu.
I retten erkendte manden sig skyldig i uagtsomt manddrab, men nægtede sig skyldig i drab. Han forklarede, at drabet var et uheld, der skete, da han i fuldskab blev hidsig, og det slog klik.
Et enigt nævningeting fandt dog ifølge bornholm.nu, at han måtte have anset det for overvejende sandsynligt, at kvinden ville dø, da han snørede et sjippetov om halsen på hende og strammede til.
Drabet fandt sted 2. april i år. Om aftenen ringede manden selv til alarmcentralen og fortalte, at hans kæreste var død. Kort efter blev han anholdt og sigtet for drab.
Allerede i grundlovsforhøret dagen efter erkendte han, at han havde stranguleret den 34-årige kvinde i parrets hus i Østermarie.
Ifølge hans forklaring i grundlovsforhøret havde de været på besøg hos nogle bekendte og fået noget at drikke.
Da de kom hjem, tog kæresten ifølge mandens forklaring under et skænderi sjippetovet om halsen, hvorefter hun provokerede ham til at slå hende ihjel, hvis han ikke ville leve sammen med hende.
- Hun ydmygede mig og sagde, jeg ikke kunne slå hende ihjel. Så slog det klik.
- Jeg ville vise hende, at det kunne jeg godt. Så snoede jeg sjippetovet et par gange ekstra om hendes hals, og så strammede jeg til. Jeg kunne ikke slippe grebet, fortalte den 51-årige ifølge bornholm.nu i grundlovsforhøret.
Retten ventes torsdag at beslutte, hvilken straf manden skal have for drabet.
/ritzau/