At tillade doping i topidræt er en falliterklæring, uanset under hvilke forhold det gøres.
Jeg elsker at se sport, hvor jeg kan måle og vurdere udøvernes indsats og leve med i, hvordan det går dem, jeg holder med. Jeg vil kunne se, hvad den enkelte sportsmand kan præstere ? ikke hvad hans læge kan. Og jeg tror, at mange har det lige som jeg. Hvornår har et VM i lægevidenskab sidst trukket tusinder af tilskuere til?
Hvis nogle doper sig, dræber det min interesse. Som det er nu, hvor doping er forbudt, frygter jeg, at dem, der vinder, er dem, der snyder. Det er et stort problem, men det vil aldrig få mig til at støtte en tilladelse af doping.
Nogle vil mene, at det så ville foregå på mere lige vilkår, men jeg vil se sport, hvor idrætsudøveren er i centrum. Ham, der har brugt timer hver dag i mange år, ham, hvor det hele sættes på spidsen ved den enkelte sportsbegivenhed, hvor han skal forsøge at præstere det optimale. Det er selve eliteidrættens nerve, og den vil forsvinde for altid, hvis man tillader doping.
Jeg ved, at kampen mod doping er besværlig, dyr og i værste fald nytteløs, men det er den eneste vej. Ellers får man eliteidræt, hvor dem, der vinder, er dem med flest penge, den bedste lægestab ? dem der er villig til at gå imod alt, hvad idræt bør stå for.