En domstol underkender byen New Yorks forbud mod store sodavand, som skulle være trådt i kraft tirsdag.
Staten New Yorks højesteret betegner byrådets beslutning som tilfældig og lunefuld og kalder den ugyldig.
Det er de amerikanske bryggerier og sodavandsproducenter, som er gået til domstolen for at få underkendt de nye regler.
Borgmester Michael Bloomberg har ført an for at få de store sodavandsflasker forbudt.
Han har argumenteret, at det er en af måderne at komme en fedme-epdiemi til livs.
Producenterne af de søde drikke mener, at det er et indgreb i individets frihed.
Forbuddet i New York gjaldt kun de store flasker, mens mindre flasker af halvliterstypen stadig skulle kunne forhandles.
Store sodavand i USA kan typisk være alt fra to til 10 liter.
/ritzau/Reuters