Mange tusinde danskere med små eller mellemstore pensionsopsparinger vil kunne få en højere folkepension ved at benytte sig af en simpel finte, skriver Jyllands-Posten.
Finten er ganske enkel: Forlæng ratepensionen fra at blive udbetalt over 20 år i stedet for ti år. Det kan give op til 50.000 kroner mere i folkepension, skriver avisen.
Alene hos PFA er der i omegnen af 430.000 privatkunder, som kan lave finten. Og med den stigende levealder er det blevet mere populært at strække ratepensioner over længere tid. 15-20 år er normalt i dag, oplyser PFA.
Forlæng udbetalingsperioden:
- Tjek på pensionsinfo eller ved at logge på din pensionsordning, om din ratepension er sat til at blive udbetalt over 10 år eller 20 år.
- Når du først har startet udbetaling af en ratepension, så kan du ændre og forlænge udbetalingsperioden, men du kan ikke gøre den kortere.
- Ratepensioner skal udbetales over mindst 10 år, og med nye regler fra 2018 kan de strækkes over helt op til 30 år.