VI havde kørt hele dagen. Tæt på grænsen til Mozambique gjorde vi holdt og gik sammen med vore guider ind på en lille sti, der ledte ind i højt buskads. Kort efter stod vi over for ham. Partisanlederen Robert Mugabe, manden som i modsætning til mange andre sorte ledere var totalt kompromisløs i kampen mod det hvide apartheidregime i Ian Smiths Rhodesia.
En imponerende mand? Absolut. Sympatisk? Alt andet. Sikker i sin overbevisning? Definitivt. Derfor vandt han.
Det var en forårsdag i 1971. Endnu et opgør med et hvidt, racistisk kolonistyre i Afrika var i gang. Vi var et par danske korrespondenter, der dækkede det, og mødet med den allerede dengang legendariske maoist og marxist Mugabe overbeviste os om, at Ian Smith var oppe imod stærkere kræfter, end propagandaen prøvede at fortælle os.
Nu sidder han så ved magten, den gamle. Den afrikanske befrielseskamps doyen, ronkedoren blandt flokken af hanelefanter i det politiske landskab i Afrika, ensom i sit livs efterår. Det vidunderlige, frugtbare land, som han overtog, hedder ikke længere Rhodesia, men Zimbabwe, og han har i de godt 35 år, der er gået, fået ødelagt det godt og grundigt.
DET er stort set ligegyldigt, hvor man vender sig, hvilket område man tager op, så er det gået ned ad bakke for Zimbabwe. Økonomien, det politiske system, retssystemet, menneskerettighederne. Ikke mindst det engang så effektive landbrug er det gået hårdt ud over. På det seneste har vi set, hvordan Mugabe i sin voksende magtbrynde er begyndt at bruge sit sikkerhedsapparatet på en måde, der minder om udskejelser, vi troede var forbeholdt Vestafrika.
DET gærer i regeringspartiet, Zanu-PF. Ingen tvivl om det. Det bliver værre i takt med, at det økonomiske sammenbrud skrider frem. Det gærer i sikkerhedsstyrkerne, det gærer blandt folket, og det gærer blandt naboerne. Heller ingen tvivl om det. Men læg mærke til, hvor forsigtige ikke mindst de sidste er med en åbenlys og utvetydig fordømmelse af den gamle patriark.
Hvorfor?
FORDI han for mange afrikanere fortsat rangerer på linje med kontinentets mest markante helteskikkelse, Ghanas Kwame Nkrumah. Kritiserer de ham, risikerer de at styrke, ikke svække ham. Ser man ud over landskabet, er der antagelig kun en mand, som har en chance for at få Mugabe lempet ud, nemlig Sydafrikas Thabo Mbeki. Men selv han må gå forsigtigt. Ronkedorer er ensomme, men kan være farlige, når døden nærmer sig.