Kunne der blive endnu en omgang i Det Hvide Hus for en Obama? Hvis det står til græsrodsgruppen "Committee to Draft Michelle Obama for VP", så bliver det et rungende ja, og de står ikke alene.
Ifølge ABC News er der flere og flere omkring Joe Bidens kampagne, som heller ikke synes, det er en helt sløj idé. Tværtimod! For det har længe været kendt, at Joe Biden ikke får det nemt mod Trump til valget i november. Den tidligere vicepræsident har ikke nogen stor gennemslagskraft, hans politik er vag – andet end han vil slå Trump, og det er ligesom ikke nok. Ydermere har han en kedelig sexanklage hængende på sig helt tilbage fra 1990'erne.
Og Michelle Obama er en af de mest beundrede kvinder i USA – ja, sågar i hele verden, og ved at udnævne hende som vicepræsident-kandidat, kunne Joe Biden få nogle tiltrænge boost i meningsmålingerne – især blandt kvinder. Han har tilbage i marts annonceret, at hans vicepræsident bliver under alle omstændigheder en kvinde.
På spørgsmålet om det kunne blive den tidligere førstedame Michelle Obama, er han dog lidt mere forbeholden.
- Jeg kender Obama-familien rigtig godt, de er gode venner. Men jeg er ikke sikker på, at Michelle overhovedet har lyst til at gå ind i politik, udtalte han til CBS for nyligt.
Han har andre kvinder i kikkerten, blandt andre senatorerne Kamala Harris, Amy Klobuchar og Elizabeth Warren samt borgmesteren i Atlanta, Keisha Lance Bottoms.
Hvad hovedpersonen selv siger er uvist. Michelle Obama har hverken afvist endsige kommenteret på, om hun kunne tænke sig posten i Det Hvide Hus, men det tager demokraterne som et godt tegn. - Så længe hun ikke har afvist det, hvilket hun nok hurtigt ville gøre, hvis scenariet var utænkeligt, som en udtrykker det.
Andre synes i det hele taget, at Michelle Obama skulle gå aktivt ind og støtte Joe Biden, viceprsæidnet-kandidat eller ej. - Hun nyder så stor respekt, så hun er et trumfkort mod Trump, siger en anden.