For langt de fleste gammeldanskere er julehøjtiden noget helt særligt.
Det er tiden, hvor man mødes og hygger sig i familiens skød.
Men det er ikke alle, der er så heldige. For et stort antal københavnere er billedet et andet. I stedet for fest og nærhed med familie er julen en grå og trist tid præget af ensomhed, dårlig økonomi og anden social elendighed.
Derfor støtter Københavns Kommune igen i år de såkaldt juleløse økonomisk. Et samlet socialudvalg har besluttet at fordele 321.700 kroner på i alt 55 institutioner og organisationer, der laver frivilligt socialt arbejde.
Det er en svag stigning i forhold til sidste år, hvor lidt over 300.000 kroner blev bevilget til formålet.
Et tilskud
Julestøtten må ikke bruges til lønninger til de ansatte, men kun til selve arrangementerne.
Enkelte af stederne har juletilskuddet sneget sig op over 10.000 kroner, men de fleste af modtagerne får mellem 2000 og 7000 kroner.
»Det er jo desværre ikke kæmpe beløb, vi hiver op af gavesækken. Men for mange af stederne er det de penge, der gør forskellen på, om de overhovedet kan holde julearrangementerne eller ej,« siger Mikkel Warming (EH), der er socialborgmester.
Den største enkelte modtager af den kommunale julestøtte er Kirkens Korshærs varmestue i Stengade på Nørrebro.
De får 19.000 kroner, og det er ifølge varmestuens leder omkring halvdelen af det samlede julebugdet for varmestuen.
»Hvis vi ikke fik pengene fra kommunen, ville det blive en meget skrabet jul,« siger Anne Mette Nyfoss, der er leder af varmestuen.
Pengene bliver brugt på blandt andet en skovtur i december, to gange julemiddag og ekstra kræs i julemåneden for de omkring 100 tilknyttede brugere af varmestuen. Det er primært hjemløse og stofmisbrugere.
Etnisk jul
Det er dog ikke kun de hvide danskere, der nyder godt af juletilskuddet.
Foreningen Dansk Etnisk Samvirke modtager 6000 kroner, og de holder et såkaldt julekulturtræf for børn og unge af anden etnisk baggrund. Det foregår i Nørrebro Medborgerhus på Nørre Alle.
»Det er ikke traditionel dansk jul. Vi køber noget slik og den slags. Og så hygger vi,« siger foreningens leder Gholam Saedi Bafeghi.