Det var hans livs værste mareridt. 25-årige Ruhal Ahmed sad to et halvt år i Guantánamo-lejren, og siden han blev løsladt i 2004, har han nærmest ikke tænkt på andet.
» Isolationen var det værste. Forestil dig at sidde i dit soveværelse en hel dag. Bare sidde og stirre ud i luften i et lille rum. Man bliver fuldstændig opslidt til sidst. Sådan var det hver dag i to og et halvt år. Det var næsten befriende at blive taget til forhør og få tæsk,« siger Ruhal.
Siden han blev løsladt fra Guantánamo-lejren i marts 2004, har han rejst verden rundt for at fortælle om forholdene i den stærkt kritiserede amerikanske fangelejr. Han er aldrig blevet anklaget eller dømt for nogen forbrydelse, men straffen har han fået, føler han.
Ruhal var blandt de første fanger, der ankom til basen i Cuba. Han blev arresteret i Afghanistan sammen med to venner i slutningen af 2001, og efter nogle måneder i et afghansk fængsel, blev han fløjet til Guantánamo. Det var 10. februar 2002, og Ruhal havde fået tæsk hele vejen.
»Jeg var halvdød, da jeg ankom til lejren. Jeg havde været holdt vågen i mere end et døgn, og fangevogterne blev ved med at slå på mig hele vejen. Da en af soldaterne hørte, at jeg talte engelsk, gik han helt amok og blev ved med at sparke mig, fordi jeg var en ’forrædder’« fortæller han.
Tortur og forhør
Dengang var Ruhal 19 år. Han var så gennembanket, at han ikke kunne bevæge sig i flere dage. Han lå alene i sin celle og stirrede ud i luften. Men der gik ikke længe, før forhørene begyndte.
»Først blev man sat i en stress-position. De satte ens hænder og fødder fast til kroge i gulvet, så man var tvunget til at blive i en meget akavet position. Det gjorde ufattelig ondt efter et stykke tid. Nogen gange sad man sådan et par timer. Andre gange kunne det være flere dage. Det afhang meget af, hvem der var forhørsleder. Der kom hunde og gøede af mig, og vagterne kom af og til forbi og slog mig med knytnæver,« siger han.
Forhørene virkede formålsløse. En eller to gange om ugen blev han hevet ud af cellen og afhørt, men han havde aldrig noget nyt at fortælle.
»Man blev altid tævet, ligegyldigt hvad man sagde. De havde jo ingen beviser mod mig, men de blev ved med at spørge, hvem jeg kendte fra Taleban, og om jeg var medlem af al-Qaeda. Hvis man ikke svarede det, som forhørslederen ville høre, blev man bare tævet endnu mere,« siger Ruhal.
Vagterne fortalte ham igen og igen, at ingen vidste noget om lejren. »Vi kunne dræbe jer, hvis vi ville,« sagde en af vagterne tit, erindrer han.
Selvmord på stribe
Mange af fangerne på Guantánamo bukkede under og valgte at tage deres eget liv, men selvom det ikke var muligt at se lyset for enden af tunellen, blev Ruhal ved med at fortælle sig selv, at han kunne klare det.
»Mange brød sammen, men jeg kan tage meget lort, før jeg bryder sammen. Jeg nægtede at blive skør, for jeg har set andre fanger blive skøre og slå sig selv ihjel,« siger Ruhal.
Flere af hans kammerater hængte sig i deres lagner, mens han så magtesløst til.
»Jeg så fire andre, der hængte sig. De var enten i cellerne ved siden af min eller overfor. Der var endnu flere, der prøvede. Det eneste vi kunne gøre, var at råbe på vagterne, men der gik altid et stykke tid, før de kunne stoppe selvmordsforsøget, fordi de skulle være fire mand, før de åbnede en celle.«
Hvis det lykkedes vagterne at stoppe selvmordsforsøget, fik fangen bare håndjern på eller endte i en isolationscelle.
I dag er Ruhal Ahmed ikke bitter.
»Det var en del af min skæbne, tror jeg. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg skulle til Guantánamo, for det får jeg ikke mit liv tilbage af.«