Nedværdigende, marginaliserende og upassende.
Det er de ord, flest danskerne sætter på den offentlige debat om arbejdsløse, viser en ny meningsmåling, som ED Konsulenthuset har foretaget på vegne af Min A-kasse blandt 10.67 repræsentativt udvalgte danskere.
- Det viser, at danskerne ikke bider på den retorik, som mange politikere bruger om ledige, siger Rasmus Felt, pressechef i Min A-Kasse, der er en lille a-kasse under LO.
I undersøgelsen blev respondenterne spurgt til, hvilke ord de vil sætte på tonen i den offentlige debat om ledige.
Mens kun henholdsvis 4 og 7 procent vil bruge ordet "værdig" og "god" om debatten, mener hele 40 procent, at debatten er "marginaliserende."
Og generelt knytter langt de fleste danskere negative ord på debatten.
"Joachim B. har fejlet"
Det overrasker ikke Christian Koch, som er retorikforsker ved Aarhus Universitet.
- Den måde, man er kommet til at tale om arbejdsløse på de sidste 5-10 år, er blevet mere ensidig, og det gælder både politikere fra rød og blå blok. På dette punkt er politikerne ude af trit med befolkningen, og meget tyder på, at den politiske sprogbrug er blevet mere og mere frastødende i mange danskeres øjne, siger han.
Rasmus Felt fra Min A-kasse glæder sig over, at størstedelen af danskerne tager afstand fra tonen i debatten. Samtidig viser undersøgelsen, at kun en lille de af danskerne mener, at folk uden job er ledige, fordi de er dovne eller ikke gider arbejde.
- Det viser jo, at Joachim B. Olsen og Liberal Alliance har fejlet, siger Rasmus Felt.
ED Konsulenthuset har på vegne af Min A-kasse blandt andet spurgt:
Hvilke ord vil du sætte på tonen i den offentlige debat om ledige (sæt gerne kryds i flere svarmuligheder)?
- Nedværdigende - 38 procent
- Upassende - 33 procent
- Marginaliserende - 40 procent
- Grov - 28 procent
- Passende - 27 procent
- Værdig - 4 procent
- God - 7 procent
- Andet - 13 procent
Meningsmålingen er foretaget i april 2016 blandt 1.067 repræsentativt udvalgte danskere.