Hvis man er ramt af sygdom eller uheld, så man er nødt til at blive forsørget af det offentlige, må man finde sig i at være prygelknabe og blive ser på som medskyldig i alle samfundets kriser.

Det fortæller Liliane Murray, som er brøkførtidspensionist, i debatindlægget "Jeg, et undermenneske" i Information.

Der er nemlig ikke længere plads i samfundet til mennesker, som ikke lever op til kravet om effektivitet, eller som ikke passer ind i statistikker og kasser, er hendes oplevelse. Der er ikke forståelse for, at enhver kan blive ramt af sygdom eller uheld, og at effektiviseringen og teknologien har medført, at der simpelthen ikke er arbejde nok til alle.

Empati kunne hjælpe meget

I stedet bliver man mødt med nedværdigelse og mistro, især når man skal i kontakt med det offentlige, fortæller Liliane Murray.

Læs også:

Nye regler for kontanthjælp presser ansatte i kommuner

"Når man så endelig kommer igennem, mødes man som oftest af en sagsbehandler, der er blevet skolet til at se enhver borger som potential bedrager, og som har lært at lægge følelserne væk.

De forstår ikke borgerens frustrationer, der ellers kunne mindskes, hvis blot de udviste lidt empati. Selv når reglerne forbyder dem at hjælpe, kan medmenneskelighed gøre underværker for en borgers selvværd og følelsen af at tilhøre et fællesskab, for relationen til det offentlige og muligheden for at komme videre. Men empati er der ikke plads til," skriver hun blandt andet i debatindlægget.