- Jeg forstår det ikke. Alle taler om, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, men er man i samme situation som mig, er det min opfattelse, at ingen ønsker at ansætte en senior.
Peer Larsen, der er 61 år og arbejdssøgende, er frustreret over virkeligheden for seniorer uden for arbejdsmarkedet. I et debatindlæg i Politiken kommer han derfor med et opråb til Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Stop med at brokke jer over seniorjobordningen, som giver kommunale job til seniorer, der er tilmeldt efterlønsordningen, og ansæt selv de ledige seniorer, lyder budskabet.
- At kommunerne er tvunget til at ansætte disse medborgere, som har et stort ønske om at arbejde, skyldes jo netop, at DA’s medlemmer ikke vil gøre brug af dem.
- Hvorfor ansætter de ikke nogle af disse mennesker, i stedet for at kassere alle ansøgninger til nybesættelser, som er over 50-55 år?, spørger Peer Larsen i debatindlægget.
Hvornår har du tænkt dig at gå på pension?
Han har selv været arbejdsløs i seks måneder og har skrevet 150 ansøgninger. Men det har ikke kastet et job af sig endnu.
Og da han ikke er tilmeldt efterlønsordningen, har han ikke selv krav på et få et seniorjob, når dagpengeperioden udløber.
- Tidligere, når jeg har søgt job, har jeg været kaldt til samtaler efter hver 3. ansøgning. Nu skal man være heldig, hvis man overhovedet bliver indkaldt. Hvis man så er heldig at være kommet igennem aldersdiskriminationen, går en del af samtalen på, hvornår man har tænkt sig at gå på pension, og ikke på, hvad man kan gøre for virksomhedens bundlinje, skriver Peer Larsen i debatindlægget på pol.dk.