Politiet har haft meget at se til i årets første seks måneder. Det er især anmeldelser om vold, voldtægter og økonomisk kriminalitet, der har holdt politiet travlt beskæftiget.
I alt for sædelighedsforbrydelser har politiet modtaget 2270 anmeldelser i første halvår 2017. Det svarer til en stigning på 12,4 procent.
Inden for sædelighedsforbrydelser er digitaliseringen forklaringen på stigningen af voldtægtsanmeldelser, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om 456 anmeldelser, som er en stigning på 4 procent i forhold til samme periode sidste år.
Når det kommer til voldsanmeldelser, er det blandt andet vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste, der har fået kurven til at stige.
Af de 9418 anmeldelser, som er en stigning på 9,4 procent, er der til gengæld kun tale om en mindre stigning af for grov vold.
Det er dog ikke kun dårlige nyheder, som Rigspolitiets opgørelse bringer med sig.
Boligejere kan glæde sig over, at der i år er begået 2100 færre indbrud i privat beboelse, samtidig med at røverier er faldet med næsten 12 procent i forhold til samme periode sidste år.
Til sidst er økonomisk kriminalitet endnu engang steget i anmeldelser. Denne gang med 15,6 procent, hvor især databedrageri og bedrageri er skyld i udviklingen.
Rigspolitiet hæfter sig til gengæld ved, at straffelovskriminaliteten trods en stigning er på det tredje laveste i 11 år.
/ritzau/