Selv i Danmark følger det iranske styre nøje med i skriverierne om forrige weekends omdiskuterede valg i Iran. Og de, der udtaler sig uansvarligt, og som pisker en stemning op, vil blive husket, skriver den iranske ambassade i et brev til Berlingske Tidende.
"Den Islamiske Republik i Iran holder skarpt øje med de forskellige landes positioner og holdninger til den aktuelle udvikling i Teheran og vil, uden tvivl, tage bestik af uansvarlige og opflammende positioner fra regeringer og medier i andre lande," hedder det i erklæringen.
I går indkaldte Udenrigsministeriet den iranske ambassade til et møde om situationen i Iran, og her ville danske diplomater også give deres fordømmelse af sikkerhedsstyrkernes vold mod demonstranter efter valget i Iran.
Men den iranske ambassade mener ikke, der er noget at komme efter, og demonstranterne har "fornærmet" flertallet.
"Den støtte, som anarkisterne i Iran modtager fra udenlandske elementer og politikere i visse lande, er forklædt som støtte til demokratiet og de iranske folks stemme, og støtten er mistænkelig. Manglende respekt for flertallets stemme og demokratiets principper betragtes som en modsætning til de såkaldte demokratiforkæmperes slogan og propaganda," skriver den iranske ambassade.