En norsk kvinde er mere end skuffet over det danske rejsebureau Aurora Rejser. Hun er rasende, skriver Ekstra Bladet.
Kvinden er rasende over den behandling hun fik af den danske rejseleder på en jagttur til Polen i januar 2017. I en klage til Pakkerejse-Ankenævnet mener, at hun blev chikaneret fordi hun var kvinde:
- Jeg var den eneste kvinde med på turen og følte, at jeg blev behandlet som en mindreværdig og underbegavet person. Rejselederen chikanerede mig, fordi jeg var en kvinde, skriver kvinden ifølge Ekstra Bladet.
Chikanen gik blandt andet ud på en tvist om, hvor meget bytte kvinden havde nedlagt.
Ifølge klagen blev kvinden og rejselederen uenige om, om hun havde skudt to eller tre hjorte, og hun skriver i klagen, at rejselederen anklagede hende for at være en "dårlig jæger", at hun løj og at rejselederen var "sur og ækel over for mig".
Bange for at blive skudt
Den norske kvinde klager også over, at der blev drukket og at flere jægere mødte berusede op til jagt:
- Disse jægere havde ingen vurderingsevne og burde aldrig have fået lov til at jage. Jeg var bange for at blive skudt og følte mig virkelig utilpas, skriver klageren ifølge Ekstra Bladet.
Spøgelser og korstog
Aurora Rejser afviser kvindens klage som "løse påstande" og skriver i et svar til Pakkerejse-Ankenævnet, "at klager må have set spøgelser ved højlys dag" og at kvinden "fører sig frem i, hvad man kunne kalde et verbalt korstog mod indtagelse af enhver form for alkohol".
Klager afvist
Pakkerejse-Ankenævnet har foretaget en afgørelse i sagen og har fundet, at kvinden i sin klage "ikke har godtgjort, at rejselederen var utilfredsstillende, eller at jagtdeltagerne var påvirket af alkohol under jagten".
Kvinden havde betalt 14.700 kroner for jagtturen. Dertil kom flybilletter.