Striden mellem Færøerne og EU om silde- og makrelkvoter tager nu en ny drejning.
Færøerne har nemlig valgt at stævne EU i sagen, men på grund af rigsfællesskabet er det Danmark, der formelt set kommer til at stå som modpart til EU-Kommissionen.
Det skriver Politiken i lørdagens avis.
Færingerne har ret så usædvanligt fået fuldmagt fra Danmark til at føre sagen mod EU efter intens kontakt med Udenrigsministeriet i København. Og det har altså givet pote, selv om den danske regerings holdning hele tiden har været, at striden skulle løses ved forhandlingsbordet.
Ifølge myndighederne på Færøerne har EU optrådt i strid med folkeretten ved at tvinge øgruppen til en fordeling af fiskekvoter for sild og makrel i Nordatlanten, som Færøerne er imod, og ved at true med økonomiske sanktioner, hvis Færøerne ikke retter ind.
Sagen kommer til at forløbe som en voldgiftssag under FN's havretskonvention og bliver ifølge Politiken den første af sin art.
- Færøerne har gentagne gange gjort EU opmærksom på, at uenigheder i forbindelse med fælles forvaltning af fiskebestande skal løses i overensstemmelse med havretskonventionerne.
- Men disse har EU bevidst prøvet at undgå for at varetage sine egne interesser, skriver lagmand Kaj Leo Holm Johannesen i en e-mail til Politiken.
/ritzau/