Der var aldrig tvivl om kampens udfald, da de danske håndboldherrer lørdag mødte Færøerne i EM-kvalifikationen.
Det endte med en storsejr på 35-17 til Danmark, som dermed har vundet de to første opgør på vejen mod EM i 2020.
I onsdags vandt Danmark 30-24 hjemme over Ukraine, og med fire point efter to kampe er det svært at se, hvem der skal spænde ben for en dansk EM-billet.
Især set i lyset af at Montenegro blot spillede uafgjort hjemme mod Færøerne, der jublede over det ene point, som var det en sejr.
En sejr eller sågar point kunne Færøerne ikke komme i nærheden af lørdag, hvor kampen, som egentlig var en dansk udekamp, blev spillet i Skjern.
Færøerne var dog godt med i kampens begyndelse og udlignede til 1-1 og reducerede kort efter til både 2-3 og 4-6.
Men som de tidlige cifre antyder, så gik det kun en vej, og det var Danmarks.
De færøske spillere kæmpede heroisk, men kunne ikke følge med, når danskerne skruede tempoet i vejret i angrebet.
Det betød, at Danmark trak endnu mere fra og kom foran med seks mål ved stillingen 11-6.
Højrebacken Niclas Kirkeløkke sluttede første halvleg af med et brag under overliggeren til pauseføring på 17-8.
I anden halvleg fortsatte den danske dominans, og det blev til føringer på 20-8, 24-10 og 28-12.
Den danske stjernespiller Mikkel Hansen scorede efter behag på drøn fra distancen eller med sikre straffekast.
Det endte med dansk storsejr på hele 18 mål på vejen mod en EM-billet, der allerede nu ligner en formsag.
/ritzau/