I den seneste tid er ordet "palæstinenser" som oftest blevet hørt sammen med ordet "statsløs". Men i dag, er der det på dagsordenen af en helt anden grund.
Palæstinas præsident Mahmoud Abbas er i København for at mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Lene Espersen (K).
Til de to statsmænds fælles pressemøde kunne Lars Løkke Rasmussen fortælle, at regeringen har besluttet at give den palæstinensiske delegation i Danmark højere status.
"Vi vil gerne anerkende den store fremgang, der finder sted i det palæstinensiske samfund. Vi vil udtrykke vores fortsatte støtte til arbejdet med at opbygge en stat," lød det fra statsministeren.
Det betyder, at det, der før hed "den palæstinensiske delegation" nu hedder "den palæstinensiske mission". Den har stadig ikke samme status som en ambassade, men det er et skridt længere imod det.
Den person, der før var delegationschef, er nu missionschef, og når repræsentationen får ny chef, skal det meldes til udenrigsministeren i modsætning til før, hvor det ikke var nødvendigt.
Disse symbolske ændringer koster ikke Danmark en krone, men håbet er, at det kan hjælpe Israel og Palæstina til at finde en fredelig løsning på stridighederne.
"Det er et positivt signal til palæstinenserne om fortsat at bidrage til en to-statsløsning. Samtidig understreger vi, at der ikke findes alternativer til forhandlingerne med Israel," siger udenrigsminister Lene Espersen i en pressemeddelelse.
Dette betyder dog ikke, at Danmark anerkender Palæstina som en stat endnu, understreger hun.
"Når det gælder formel anerkendelse, har EU ved flere lejligheder tilkendegivet at være rede til at tage dette skridt på et passende tidspunkt, baseret på en vurdering af, hvordan anerkendelse kan bidrage til forhandlingerne og to-statsløsningen."
Danmarks øgede støtte til Palæstinas vej mod en selvstændig stat er en del af en europæisk tendens. I lande som Irland og Storbritannien har regeringerne netop taget samme beslutning.