Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning.
Danskernes forhold til EU er tvetydigt. Det har vi set gennem hele det lange ægteskab mellem Danmark og EU – vi kan snart holde guldbryllup. Afstemningerne om eventuel afgivelse af selvstændighed til EU er et sikkert bevis på gemytternes uoverensstemmelse. Det er nemlig ”gyserafstemninger”, der tydeligt afslører den manglende stabilitet i forholdet. Tre gange har vi endda stemt nej.
Første gang i 1992, hvor vi så måtte ”stemme om” i 1993, så resultatet blev ”rigtigt” - mod at vi fik de såkaldte undtagelser: Vi er ikke med i Euroen, EU's militær, unionsborgerskabet og EU's bestemmelser om retlige og indre anliggender. Det andet nej kom i 2001, hvor vi stemte netop om ophævelse af en af undtagelserne: Euroen – den fælles mønt. Vi beholdt vores egen valuta og dermed en vigtig økonomisk handlemulighed. Og det (foreløbigt?) tredje nej kom i 2015, hvor vi stemte om, hvorvidt EU skulle overtage retlige og indre anliggender. Vi undgik dog, at lov og ret overgik til EU.
Et delt folk
Danmarks forhold til EU-unionen splitter således vort folk i to omtrent lige store dele. Jeg vil endda vove den påstand, at det også splitter mange danskere i deres inderste.
De fleste tænkende mennesker (og det er også de fleste mennesker) har inde i deres samvittighed en lille EU-skeptiker og en lille EU-positiv, der kæmper om magten. En eftertænksomhed, der rager himmelhøjt over de fleste politikeres skråsikre syn på sagen.
Det folkelige instinkt – som man kan kalde summen af denne eftertænksomhed – er nemlig ofte forbløffende klarsynet om, hvad der i sandhed tjener os bedst som folk. Og det betragtes ikke kun som et pengespørgsmål; men er også en vurdering af, hvilken magt vi kan og vil tåle, at andre har over os. Et perspektiv, der rækker ud over det, som mange eksperter og politikere anser for nødvendigt af hensyn til ”udviklingen” og – ofte kortsigtede – økonomiske og praktiske fordele.
Mange læner sig – uden at være sig det bevidst – i høj grad op ad afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers ord: Danmark bør træde varsomt og eftertænksomt. Det tilkommer ikke nuets politikere hastigt og flot at afgive af Danmarks århundrede gamle suverænitet.* Og mange følger derfor modigt deres egen mening og ikke deres foretrukne partis anbefaling.
Man behøver nemlig ikke at være professor i matematik for at regne ud, at hundredtusindvis af venstrefolk, konservative og socialdemokrater har stemt modsat partiparolerne, når der var tale om at afgive suverænitet til EU.
Uenighedens natur
De værdier, som vores indre EU-skeptiker hvisker os i øret, er Danmarks selvstændighed og vort folkestyre – noget, som de fleste helst vil bevare og som vi ved kan trues af en union. Og de værdier, som vores indre EU-tilhænger hvisker os i øret, er fred og velfærd – det sikrer EU os. Så her står vi altså med fire værdier, som næsten alle finder gode: selvstændighed og folkestyre. Og fred og velfærd. Som parvis taler henholdsvis mod og for EU. Heri består dilemmaet, som fører til indre samvittighedskampe i mange og medvirker til, at fronterne trækkes op, hver gang vi står ved en skillevej i forholdet mellem os og EU.
Jeg har gennem mine samtaler med folk, der er endt med at lade vægtskålen tippe til fordel for EU, næsten aldrig mødt nogen, som ønsker Danmark og vort folkestyre nedlagt. De siger omtrent det her til mig: I EU-modstandere tager fejl. I ser spøgelser ved højlys dag og tror, at vor selvstændighed og vort folkestyre (som også vi EU-tilhængerne støtter) er i fare. Tværtimod, vi sidder med ved bordet og det øger vores indflydelse.
(Jeg kan ikke dy mig for i parentes at problematisere argumentet om, at vi øger vores indflydelse ved at sidde med ved bordet: Suverænitet er et folkeretligt begreb, der betyder en stats selvbestemmelse over sit eget territorium. Og når suverænitet er afgivet, er den mistet. Den korrekte måde at udtrykke det på, er, at vi afgiver af Danmarks suverænitet til EU og i bytte får en medindflydelse i hele EU – nemlig lig vores stemmeandel på 3-4 % indflydelse. Vi ofrer altså dele af vores selvstændighed mod at få en andel af indflydelse i EU. Indrømmet – selvfølgelig er dansk suverænitet ikke uafhængighed af den omgivende verden; men det er friheden til at vælge afhængighed med de konsekvenser og fordele, et sådant valg indebærer. Det er det, som Storbritannien har foretrukket.)
Uenigheden om Danmarks forhold til EU-unionen er, i lyset af det ovenfor skrevne, derfor ikke en ”rigtig” uenighed – men snarere en forskellig bedømmelse af udviklingen. Er vor selvstændighed og vort folkestyre i fare eller ej? Det er spørgsmålet. Eller – i grunden det samme sagt på en anden måde – er EU et samarbejde (der ikke truer frihed og demokrati) eller sammenslutning (der næsten kun kan ende med at udslette Danmark som en fri, folkestyret nation)?
Trods en vis lighed i ordlyd er et samarbejde og en sammenslutning nemlig totalt modsatte ting. I et samarbejde er vi stadig os selv og kan sige fra (med de konsekvenser, det indebærer – naturligvis). En sammenslutning er derimod som at flytte i kollektiv: man ofrer i sagens natur af sin frihed og selvbestemmelse mod at få en lille andel af indflydelse i hele EU.
Selvstændighed og folkestyre contra fred og velfærd
Undervejs i den proces, vi er midt i, nemlig at erkende, hvad der er de faktiske konsekvenser af EU-medlemskabet, vil nogle anføre, at de positive ting, som EU bringer med sig (fred og velfærd) er så vigtige værdier, at et endog ret stort tab af dansk selvstændighed og folkestyre er en pris, der er værd at betale. Dertil er at sige, at vi så må håbe, at det er rigtigt, at EU er allerbedst til at frembringe fred og velstand. Og ikke kaos, uro og social nød, som der er tegn på i for eksempel de sydeuropæiske medlemslande. Ligesom også lande udenfor EU (eks. Norge, Island, Canada, Storbritannien og Schweiz) ikke nødvendigvis er fattige og ufredelige.
Andre EU-positive har større betænkeligheder og vil derfor ”rulle EU tilbage” til det handelssamarbejde, som vi i 1972 fik at vide, at det var. En tiltalende ambition. Her må vi så håbe, at det ikke går disse reformister, som det gik musen, der lod sig æde af katten for at reformere den indefra.
Et forsøg på en profeti
På et tidspunkt må der komme en afklaring. Vort folk kan ikke vedvarende være i splid mig sig selv om et så afgørende forhold for hele vort land. Tiden vil vise os, hvem der har ret: De EU-positive, der ikke ser nogen alvorlig fare for Danmark eller vi EU-kritikerne, der frygter for fædrelandets ve og vel.
Hvis EU-tilhængerne har ret i, at EU er det nærmeste, vi kommer til Paradis på jord – det vil sige fred og velstand uden at Danmarks frihed er alvorlig truet – ja, så vil EU-modstanden (der som sagt nu har holdt fast i næsten 50 år) vel forsvinde på samme måde, som modstanden mod Storebæltsbroen er borte.
Omvendt vil EU-kritikken sige: Selv om det er svært at overskue alle detaljer i vor EU-historie, så kan enhver overskue hovedlinjen. Det er kun gået en vej. Bid for bid er taget af Danmarks selvstændighed – og magten er endt i EU. Vort folkestyre er tilsvarende tømt for indhold. En meget stor del af vore love kommer fra EU i form af forordninger og direktiver. Hvis den linje fortsætter, så vil vi snart overskride (har overskredet?) grænsen mellem samarbejde og sammenslutning.
Hvis det er rigtigt, kan det næsten kun ende med, at vi bliver nødt til at melde os ud af EU, hvis Danmark skal bestå som mere end en slags kommune i en union.
For så, som en selvstændig folkestyret nation, at bygge det gode samarbejde med andre nationer (herunder EU) om grænseoverskridende problemer og andre forhold af fælles interesse, på mellemfolkelige aftaler. De ligger fast, når de er aftalt. Og de kan siges op. Og gør os netop derfor ikke til en delstat i en union.
Jeg vil lade historikeren Vilhelm la Cours ord være mine. I 1942 (bemærk årstallet) udgav han en lille pjece: Med Lov skal Land bygges. Heri står blandt andet: Frihed og Lov hører sammen. Et ufrit Folk har ingen Lov. Det får Loven dikteret af den, som har tilrevet sig dets Frihed. Derfor står Loven for fald i det Folk, som sløvt har opgivet at kæmpe for sin Frihed.
Sådan så det ud i 1942. Jeg tror, at det på en måde ser ligesådan ud i dag – uden sammenligning i øvrigt. Under besættelsen var vi under tysk tvang. I EU afgiver vi frivilligt (sløvt? – for at bruge la Cours ord) vores frihed. Det sidste er på en måde mere uhyggeligt end det første.
Hvis vi skal tale om en dansk nationalkarakter, så er det måske, at vi optager alt i bedste mening, som Luther skriver i forklaringen til det ottende bud. Normalt er det jo en god ting – men det kan også blive en sovepude. Men en trøst er det, at vi som regel alligevel vågner, men først når klokken er fem minutter over tolv! Sent, men sødt, som Grundtvig ville sige. Sådan gik det heldigvis under besættelsen.
Og mon ikke det samme sker i forhold til EU. Det er i al fald min profeti.
Angående forsvarsforbeholdet
Som en konsekvens af det ovenstående er jeg naturligvis imod ophævelsen af vore fire forbehold over EU, som de blev aftalt i det såkaldte nationale kompromis i 1992. For jo mere vi bliver rodet ind i EU, des mere smertefuld bliver skilsmissen. Nu ønsker vore store, gamle og toneangivende midterpartier at gøre det tredje forsøg på at underminere det nationale kompromis. Denne gang vælger de forsvarsforbeholdet, det vil sige vores fritagelse fra at deltage i EU’s militær. De håber naturligvis, at tredje gang er lykkens gang. Slaget skal slås ved en folkeafstemning den 1. juni i år.
Politikerne fra SF, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og Konservative, der ønsker, at vi skal med i EU-militæret, har valgt et gunstigt øjeblik – nemlig netop nu, hvor vi taler om fred, sikkerhed og sammenhold mod den onde Putin og Rusland.
De ved naturligvis, at det er svært i sådanne tider, hvor hjertet regerer over forstanden hos næsten os alle sammen, at tale mod at ophæve forsvarsforbeholdet og dermed imod at deltage i EU's fælles militær. Det er derfor ikke nok – som ved de tidligere afstemninger – først og fremmest at henvise til, at EU ikke bør overtage mere magt på bekostning af vor selvstændighed.
Som situationen er, må der derfor tales på en stærkere måde – både til hjertet og til forstanden. Når vi trods alt ikke uden videre sender den danske hær til Ukraine for at gøre fælles sag med ukrainerne mod Rusland, er det, fordi vi ved, at det er farligt i en så alvorlig sag kun at lytte til hjertet. At sende vore egne unge ud i en krig – selv for en nok så god sag – er en beslutning, som vi selv må tage og selv bære ansvaret for.
Retten til selv at træffe denne beslutning risikerer vi at spille os af hænde, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Endemålet – og det er det centrale – fremgår nemlig tydeligt af Lissabontraktaten: at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42**, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed.
For det første handler det altså ikke kun om fælles militær; et fælles militær har også udenrigs- og sikkerhedspolitiske implikationer. For det andet tales der i Bruxelles – trods de kønne ord om fred, sikkerhed og fremskridt – også om, at målet er en ”EU-hær” og at ”EU`s strategiske autonomi” skal forsvares. Det lyder ikke som forsvar alene, men også som aktivistisk indgriben.
Selv om der er indbygget garantier om national accept (vetoret) på vejen mod målet, så kan det skride. Sådan går det nemlig erfaringsmæssigt altid i EU: når vi først har sagt ja, går det derud med yderligere magtoverdragelse. Når vi nu – før det første skridt i processen – skal til folkeafstemning, er det fordi det fremgår af det ”nationale kompromis”, at selve forbeholdet ikke kan ophæves uden afstemning.
Har vi først sagt ja, har vi ikke noget krav om folkeafstemning til de næste skridt. Dem kan politikerne selv tage bid for bid – uden at spørge vælgerne, blot der er kvalificeret flertal i Folketinget jævnfør Grundlovens § 20.*** Og alene ved at ”sidde med ved bordet” vil de store lande kunne lokke/presse regeringen til at indgå betændte kompromisser.
Og hvis (når?) målet nås, er det EU-ledelsen, der – uden personligt at stå til ansvar overfor vælgerne og det danske folk – kan sende vore unge mænd i kamp for at sikre EU's interesser – som de selvsamme beslutningstagere nu vælger at definere disse interesser.
Hele Danmark kan dermed ende med at komme i sønderjydernes situation under 1. verdenskrig, hvor danske unge mænd under tysk herredømme måtte kæmpe for en sag, der ikke var deres. Det kostede mange livet. Situationen er – indrømmet – ikke parallel. Sønderjyderne var under tysk tvang. Hvor jeg taler om, at det kan ende med, at vi modvilligt/frivilligt overlader til EU at bestemme militært.
NATO og EU
Selv om vi i NATO også risikerer at skulle i kamp, er det noget andet. Det er for det første en forsvarspagt med en musketer-ed: Alle for en og en for alle. Og for det andet hviler den på et fast fundament: USA. Og tjener derfor i sandhed sikkerhed og fred – som når en lille 7-årig har en storebror, der er bokser, med i skolegården. Og for det tredje er den baseret på en mellemfolkelig aftale, hvorimod EU-militæret hører under en overnational union. NATO med USA i spidsen her vist sin robusthed i 70 år – uanset hvor forskelligt præsidenterne end har optrådt.
Et EU-militær er efter min mening slet ikke et supplement til NATO, men en unødvendig komplikation eller konkurrent, som vil tage penge og opmærksomhed væk fra det danske forsvar, som kan tage suverænitet fra os og som vil føre til skænderi mellem de 27 medlemslande – hvis interesser og uenigheder stritter i alle retninger – hver gang man skal træffe beslutninger på det militære og på det sikkerheds- og det udenrigspolitiske område. EU dur derfor ikke til at agere internationalt (eksemplet Jugoslavien er kendt). Og præcis derfor vil der blive et pres for, at EU-unionen får en stærk ledelse, så de irriterende nationalstater ikke længere spiller en rolle med hensyn til militær, sikkerhed og udenrigspolitik. Og EU kan blive den stormagt, ”Europas Forenede Stater”, som har ligget i kortene i grunden helt tilbage til Rom-traktaten, der talte om ”en stadig snævrere union”.
Lad os derfor holde fast i NATO. Med hjerte og forstand.
Respekt
Til slut. Jeg har den dybeste respekt for Jer, der efter alvorlig eftertanke mener, at vi skal med i EU's militær. Når jeg skriver alvorlig eftertanke, er det fordi, det er en alvorlig beslutning. Vi rører ved kernen af den nationale selvbestemmelse, som nævnt udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og rådighed over eget militær. Og vi nærmer os dermed måske en EU-union med medlemslandene som delstater. Formålsparagraffen og kursen fremover er nemlig overnational og aktivistisk, hvor NATO’s formål udelukkende er forsvar.
Thorkil Sohn er medlem af Folkebevægelsens mod EU’s landsledelse, medlem af landsledelsen for Nødvendigt Forum – initiativ til bevarelse af dansk selvstændighed og fhv. efterskoleforstander. Foto: Privat
* Min oversættelse fra engelsk af Mærsk Mc-Kinney Møller i Mærsk Post Nr. 1, marts 1991
** Artikel 42 i uddrag: Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område……Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom…..
*** Jeg er ikke engang 100 % sikker på, at Grundlovens § 20 om kvalificeret flertal for at gå videre i militærsamarbejdet overhovedet gælder? Og om den derved overhovedet kan lægge en vis bremse på udviklingen. Jeg deltog som sagsøger i den såkaldte Lissabon-sag, hvor Højesteret slog fast, at det forhold, at en masse sagsområder overgik fra enstemmighed (= vetoret) til flertalsafgørelser IKKE krævede vedtagelse efter § 20. Sagsområderne var jo afgivet, der var ”kun” tale om, at EU ændrede beslutningsmetode. Vil man her kunne sige noget lignende? At hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, er området afgivet til EU? Stemmer vi nej og beholder forsvarsforbeholdet, er alle glidebaner lukket.