- Jeg blev cykelmekaniker for at reparere cykler. Ikke for at servicere sarte og store Djøf-egoer.
Sådan skriver Oskar Larsson torsdag i et debatindlæg på politiken.dk. Heldigvis er de fleste kunder, han møder i sin hverdag som cykelmekaniker dog søde og rare, men nogle gange stiller en særlig gruppe kunder sig på bagbenene, når de skal have repareret deres cykler.
- Mine kunder kommer typisk om eftermiddagen efter en lang arbejdsdag. Det er ikke alle, der klarer dagen lige godt, og voksne mennesker kan pludselig blive vrisne og surmule som 5-årige, der ikke må få mere slik, skriver han i debatindlægget på politiken.dk.
Han fortæller om en mand med en høj stilling i et designfirma, der svinede Oskar Larsson til og ville sagsøge ham, da han fandt ud af, at cykelreparationen kostede 100 kroner mere end forventet.
- Det var selvfølgelig ikke de 100 kroner, der udløste raserianfaldet. Men her så kunden en mulighed for at afreagere på en sagesløs servicearbejder, skriver Oskar Larsson, der også fortæller om en ung mor, der en dag forlangte, at Oskar Larsson skulle lave hendes cykel før alle andre.
Han råder alle danskere til at tage ansvar for mødet med servicemedarbejderen. Hvis man går ud fra, at han eller hun gør sit bedste, bliver man sjældent skuffet, men hvis man omvendt forventer, at vedkommende ikke er faglig kompetent, råber og skælder ud, bliver man sjældent mødt med velvilje.
- Jeg håber virkelig, at kunders attitude og mentalitet over for servicearbejdere bliver sundere og mere konstruktiv. Det er nemlig et stort arbejdsmiljøproblem, at servicearbejdere skal være dørmåtter for den øvre middelklasse, når de har haft en dårlig dag. For det er oftest dem med de lange uddannelser og de fine titler, der tager sig friheder over for os med servicearbejde, skriver han i debatindlægget på politiken.dk.