Cykelrytterne Alexandre Geniez og Nico Denz kommer ikke til start på tirsdagens 16. etape i etapeløbet Vuelta a España.
Franskmanden og tyskeren, der kører for det franske hold AG2R, er blevet trukket ud af løbet af holdet.
Det meddeler AG2R på sin hjemmeside.
Årsagen er, at Alexandre Geniez og Nico Denz er blevet taget i at snyde på søndagens 15. etape ved at lade sig trække frem af holdbilen.
- Ledelsen bag AG2R har besluttet at trække Alexandre Geniez og Nico Denz fra Vuelta a España, efter at videomateriale har vist, at de to ryttere bevidst holdt fast i holdbilen 3. september på 15. etape, meddeler AG2R.
- AG2R undskylder oprigtigt over for arrangørerne og offentligheden for vores rytteres usportslige adfærd, som ikke er i overensstemmelse med vores værdier og etik, skriver cykelholdet.
Alexandre Geniez har to gange vundet en etape i Vueltaen, senest sidste år.
Franskmanden har allerede gået bodsgang på Twitter.
- Jeg begik en fejl ved at holde fast i sportsdirektørens bil mod afslutningen på 15. etape i Vueltaen.
- Ledelsen i AG2R har besluttet sig for at trække mig ud af Vueltaen. Det er svært, men jeg bliver nødt til at acceptere det.
- Jeg undskylder over for arrangørerne og offentligheden, og også over for mine holdkammerater for denne opførsel, der står i kontrast til min arbejdsgivers værdier, skriver Alexandre Geniez ifølge cyclingnews.com.
/ritzau/