Hillary Clinton siger, at der er grund til bekymring i USA på grund af politisk vold og trusler.
I en kort erklæring efter at der var sendt en mistænkelig pakke til hendes hjem uden for New York, siger Clinton, at hendes familie er uskadt. Men hun advarer om, at "en foruroligende udvikling er i gang i USA".
Hun opfordrer alle til at tænke på, at det er vigtigt at vælge politikere, som værner om demokratiet.
Hillary Clinton takkede også Secret Service, der opdagede den farlige pakke.
Bill og Hillary Clinton bor i Westchester uden for New York, og ifølge AP var det hertil, at bomben var adresseret.
Hillary Clinton var i Florida, da bomben blev opdaget, skriver AP.
Der blev i alt fundet mindst fem mistænkelige pakker onsdag hos blandt andre tidligere præsident Barack Obama og hos tv-stationen CNN.
I Senatet siger den republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, at de mistænkelige pakker udgør en form for "hjemlig terrorisme".
- Jeg står sammen med alle amerikanere i fordømmelsen af disse forsøg på "hjemlig terrorisme", siger McConnell i en erklæring.
New Yorks borgmester, Bill de Blasion, fordømmer også forsøg på terrorisme, og han siger, at det vigtigste er, at alle husker på, at nogle få personer ikke må få held til at skræmme de mange.
/ritzau/AP
/ritzau/AFP