Jeg har aldrig mødt Ole Stephensen, der gik bort i onsdags.
Han var tv-vært, skuespiller og senest både selvstændig og politisk engageret for de konservative. Især kendt for sit makkerskab med Jarl Friis-Mikkelsen i Walter & Carlo filmene.
Det var ikke en helt dårlig mand, der gik bort der, vel?
Når jeg skriver efterskrift over Ole Stephensen, bliver det for den del af hans virke, der handlede om at være studievært i 80’erne og 90’erne til i dag. Ak, hvor forandret!
Han var studievært på programmet ”Eleva2eren”, der blev en af TV2s første, store succeser. Ser man de godt 30 år tilbage, er det svært at forstå, at det program kunne ryste monopolet DR. Men det kunne det med et mix af underholdning og alvor til seerne en fredag aften.
Som vært var Ole Stephensen ikke en, man slog sig på. Eller en der slog ud efter gæsten.
Som seer havde man den oplevelse, at der blev lyttet. Ole Stephensen ville have noget at vide. Det kan man godt få med venlighed og høflighed. Hvor gammeldags!
Ja, der kunne faktisk også være glimt i øjet. Han virkede til at være i kontakt med den kendsgerning, at en politiker, skuespiller, kunstner eller hvem der var i vælten, først og sidst også bare var et menneske. Der i den besynderlige konstruktion - som tv også er - skulle sælge sig selv, et budskab eller en interessant historie.
Ole Stephensen var tilstede. Især i sig selv. Det er en stor kontrast til mange af nutidens studieværter, som man har mistænkt for at spille påtaget hårdkogt: ”Svar mig nu, lige nu på mit spørgsmål!”.
Eller modsat alt for fidel. Husker under det nys afholdte VM i håndbold studieværten Tina Müller spørge målmanden Niklas Landin: ”Hvordan er det at være så god?”
Studieværten som klaphat.
Ole Stephensen var størst, da Danmark blev kendt for klaphatte. Sammen med Jarl Friis-Mikkelsen var han lovlig fjollet for de intellektuelle kapital-kritikere. I 2008 blev han så for gammel til ”Go’Morgen Danmark” på TV2. Han måtte som mange andre før ham sande, at tv-verdenen sjældent er nådig at blive ældre i.
- Jeg fornemmede på egen krop, hvad det er, folk snakker om, når slagteriarbejdere over 50 år bliver fyret og spørger: Hvad fanden skal vi gøre nu?, sagde Ole Stephensen senere om den oplevelse.
Måske kunne han være blevet en god politiker. Der syntes at være rigelig menneskelig kvalitet og livserfaring. Vi får det aldrig at vide. Et hjerteanfald sluttede alt for tidligt hans 63-årige liv.
Om sin makker og partner i mange år siger Jarls Friis-Mikkelsen:
- Jeg oplevede både Ole som en grinebider af en anden verden, men samtidig også som et meget undersøgende og seriøst arbejdende menneske, som var journalist med stort J.
- Jeg synes, han var sjov hele tiden. Noget af det første han citerede for mig var, at forskellen mellem komedie og tragedie er, at det kun er et spørgsmål om tid, så bliver tragedie til komedie og omvendt.
- Det var hans mantra, fordi han som seriøs journalist har vidst, at når man har næsen nede i meget seriøse ting, så kan man lige pludselig vende det og gøre det let. Og det viste han, da han var vært på ’Eleva2ren’, hvor han over et lille smil kunne gå fra et meget hårdt emne til noget, der var meget sjovt. Han mestrede forløsningen og spændingen i det hele.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.