Campingvogn blæste udover klippe: Kvinde død

People look out at rough sea from Slea Head during Storm Ali in Coumeenoole (Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters)

Voldsom storm hærger Irland og store dele af Storbritannien.

En schweizisk kvinde omkom, da den campingvogn, som hun befandt sig i, blev blæst ud over en klippe på Irlands vestkyst. Det irske politi siger, at kvinden, som var i 50'erne, blev fundet omkommet på en strand ved landsbyen Claddaghduff i Galway.

Campingvognen stod parkeret på en campingplads i amtet Galway, da den blev taget af vinden onsdag morgen.

Samtidig blev en mand dræbt i den britiske provins Nordirland, hvor et træ væltede.

Ulykkerne skete under en voldsom storm, der har fået navnet Ali, og som har vindstød på over 140 kilometer i timen. Uvejret har medført strømafbrydelser for over 126.000 husstande.

Over 50 flyvninger til og fra Dublin blev aflyst.

Flere steder er træer væltet ned i biler.

Det ekstreme vejr ventes at fortsætte i nogle områder ifølge Irlands nationale meteorologiske institut - navnligt i landets vestlige del. Uvejret ventes at gå hen over Nordirland, Skotland og det nordlige England sent onsdag og natten til torsdag, rapporterer BBC.

Mindst tre mennesker omkom i i Irland i oktober sidste år, da den tropiske storm Ophelia skabte ti meter høje bølger og hærgede hele landet.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters