Den ser hyggelig ud, når den knitrer i dagligstuen.
Men brændeovnen med de gyldne flammer kan i virkeligheden ende med at snyde dig for flere år af din samlede levetid.
Røg fra brændeovne forkorter nemlig lige så mange liv som passiv rygning. Ifølge tal fra Transportministeriet dør 3.400 danskere tidligere end ellers på grund af skadelige partikler i luften. Samme antal må lade livet som følge af passiv rygning.
Og det er Danmarks godt 600.000 brændeovne og pejse, der står for den største del af vores samlede partikelforurening.
Sæt filter på skorstenen
Det viser en samlet opgørelse over forureningen fra brændeovne, som Det Økologiske Råd offentliggør i næste måned.
»Det er en dybt kaotisk situation, som viser, at vi krænker danskernes ret til ren luft. Som det er nu, kan jeg helt lovligt sende giftig røg ind i din have uden at du kan gøre noget,« siger civilingeniør i Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen.
Han foreslår, at ejere af brændeovne skal sætte filtre på skorstenen, ligesom man gør det i Sverige og i Norge.
»Og vil man ikke det, skal man betale en afgift,« lyder forslaget fra Kåre Press-Kristensen.
Det får støtte fra professor Steffen Loft, der forsker i miljø og sundhed på Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab.
»Pejsene er mindst lige så farlige som biler og kraftværker,« siger Steffen Loft.
For bureaukratisk
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er dog ikke så varm på idéen, som han kalder bureaukratisk .
»Hvem skal så tjekke, at det bliver udført i praksis?« spørger han og henviser til, at regeringen allerede har sat initiativer i gang for eksempelvis at gøre brændeovnene mere miljøvenlige: »Vi venter, til vi har set effekten af de initiativer,« siger Troels Lund Poulsen.
Men vi skal ikke vente længere, mener Det Økologiske Råds Kåre Press-Kristensen.
»Det er blevet en politisk sovepude at sige sådan. Vi har al den viden, vi har brug for. Det er bare om at komme i gang,« siger han.
Undersøgelser fra Miljøstyrelsen viser, at et filter på brændeovnen kan skære 95 procent af den giftige røg væk.