Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Sjældent har jeg haft det så dårligt over at se et tv-program, som da jeg satte mig til at se de seneste afsnit af TV2-dokumentaren "Med børnene som våben". De seneste fordi den følger op på en anden serie af samme navn fra 2014. Ja, der er ikke sket en skid siden – hvis noget er det kun blevet værre…
En mors sorg
Den ramte mig så hårdt lige midt i brystkassen. Dér i det bløde punkt midt mellem ribbenene mærkede jeg kuglen ramme. Hårdt. Vokse sig større og hårdere og blokere for den gråd, jeg også mærkede. Men jeg kunne ikke græde. Blot sidde lamslået og tavs. Ramt af både børnenes og forældrenes sorg.
Måske blev jeg så hårdt ramt, fordi den talte lige ind i min egen historie gennem det seneste godt halvandet år, der forhåbentlig lander i en boghandel nær dig i løbet af efteråret. Måske ramte den mig, bare fordi jeg er mor, og alt der handler om børn, der bliver svigtet på den ene eller anden måde, altid får tårerne til at løbe frit ned ad mine kinder.
Så hvis ikke du allerede har set de nye afsnit af "Med børnene som våben", så se dem nu – og gense også gerne dem fra 2014. Og vil du vide, hvad den yderste konsekvens af forældrefremmedgørelse er, så læs ’Alting kan gå itu’ af Inger Petri.
Det er en af de mest forfærdelige historier, jeg nogensinde har læst. En historie om, hvordan eksmanden i forbindelse med deres skilsmisse gennem løgn og manipulation får deres to sønner til at vende sig mod moren. Om en mors daglige kamp for at se dem. Og en mor, der efter 20 års kamp må give op og erkende, at hendes to førstefødte ikke længere er en del af hendes liv og heller ikke bliver det.
Hvor er konsekvenserne?
Og så er der den enorme undren, jeg også sidder tilbage med. For jeg forstår ikke, hvordan det i børnesager overhovedet ikke har nogen som helst konsekvens at lyve og manipulere.
Hvis man bliver dømt for injurier, kan man straffes med op til 4 måneders fængsel og helt op til 2 år, hvis udtalelserne er fremsat ’mod bedre vidende’, fordi der så er tale om bagvaskelse. Men i børnesager bliver man straffet med – ingenting.
Moren til to små piger i udsendelserne bruger meget tid, energi og penge på at bevise sin uskyld, samtidig med at Familieretshuset på intet tidspunkt undersøger, om børnenes far har påvirket døtrene til at sige, at deres mor slog og nev dem.
Og selv om vi ved, at det her sker hele tiden, er det stadig ikke strafbart at fremsætte falske beskyldninger og manipulere børn i skilsmissesager. Oppositionen har så sent som i sidste måned endnu en gang forsøgt at få ændret lovgivningen, så det bliver strafbart at komme med falske påstande, men det afviste regeringen – igen.
’Hvorfor?’ vil jeg gerne spørge børnenes statsminister…
Og som moren i programmet siger:
’Der er et eller andet helt galt i det her. Det er mig, der som den anklagede skal samle beviser for, at jeg ikke er skyldig. Samtidig med at man som modpart bare kan skyde løs med beskyldninger, som man ikke behøver dokumentere.’
Modsat bevisførelse er nærmest umulig
Det kan min hjerne simpelthen ikke forstå. Hvorfor er det den anklagede, der skal bevise, at han/hun ikke har gjort det, man beskyldes for?
Det er i øvrigt ofte ret svært at bevise, at man ikke har gjort noget, da der i sagens natur jo ikke findes dokumentation for noget, der ikke har fundet sted. Fx er det jo fuldstændig umuligt for denne mor at bevise, at det blå mærke på barnets ryg og lille sår på håndleddet ikke er påført af hende, men måske af et klatrestativ, en dør, et andet barn etc.
Alligevel er det nok til en politianmeldelse for vold, og at hun ikke må se sine børn, til politi og anklagemyndighed har afsluttet deres efterforskning og kommet med en afgørelse.
En far til tre børn, to drenge og en lille pige, prøver alligevel. De to ældste, drengene, ser han ikke, da moren har beskyldt ham for vold og fået vendt drengene imod ham.
Pigen ser han stadig, men da frygten for også at miste hende konstant sidder i ham, forsøger han sig faktisk med det umulige: At dokumentere at han ikke gør hende noget.
Derfor er der kameraer i det mest af huset, og de tumler ingen steder, hvor det ikke kan dokumenteres med billedmateriale.
Efter seks års kamp mister han alligevel endegyldigt retten til at se sine to sønner. Og på trods af hans dokumentation for, at han ikke er voldelig over for datteren, og hun udtrykkeligt giver udtryk for, at hun ønsker at se sin far, ansøger moren om at få sagen prøvet ved Højesteret, da hun er uenig i, at der skal være samvær mellem far og datter.
’Barnets lov’ vil kun gøre det værre
De seneste år har social- og ældreminister Astrid Krag agiteret voldsomt for vigtigheden af Barnets Lov, der blandt andet skal gøre det nemmere at tvangsfjerne og -adoptere børn, da det jo er en del af regeringens mål, at vi i Danmark skal fjerne langt flere børn fra deres forældre, end vi gør i dag.
Hvordan det nogensinde kan blive en målsætning i stedet for, at vi hjælper flere til at blive gode forældre for deres børn, er udover min begrebsevne. Men lad den ligge for nu.
For så længe vi har et system, der belønner den forælder, der vælger at gå imod afgørelser fra enten Familieretshuset og/eller Familieretten, så bliver det kun værre, hvis der bliver et flertal for lovforslaget til efteråret.
I forslaget indgår nemlig også, at den nye lov skal give udsatte børn og unge en række nye rettigheder, så de fx får selvstændig partsstatus, fra de er 10 år mod 12 år i dag, de får ret til at sige nej til samvær med biologiske forældre, og de får en tydeligere ret til at bede om en anbringelse og ret til at klage over hjemgivelse, fra de er 10 år.
Men hvad nu hvis de ikke er udsatte? Hvad hvis deres såkaldte udsathed er baseret på løgn og manipulation fra den anden forælders side?
Der går vel ikke røg af en brand, vel..?
Hvad hvis de siger de ting, de gør, fordi de ønsker at behage den forælder der spørger? Hvad hvis vi taler skilsmissebørn og ikke begge forældre med et misbrug eller andet i bagagen, der gør det svært at være de gode forældre? Og måske der også bare er mere end én enkelt måde at være ’en god forælder’ på, selv om den ikke ligner den på borgen eller i whiskeybæltet.
Og måske mange også bare gerne vil være hos deres mor og/eller far, selv om de ikke er så perfekte som deres kammeraters. At det alligevel er det bedste for dem i stedet for diverse anbringelser. Eller endnu værre tvangsadoption.
Jo, når det kommer til børnesager, går der røg af brande, der reelt ikke er der. Børn siger ting for at behage den anden forældre. Og de bliver manipuleret af forældre, eksperter, behandlingssteder mm. til at lave nye historier og forståelser. Børn, store som små, er ufatteligt nemme at påvirke, hvis de står over for et voksent menneske, som de stoler på.
Og den, der er under anklage, skal ikke bare forholde sig til den store sorg over måske at miste sine børn, men også omgivelsernes mistro og misbilligelse – du ved, den om branden, ikk’?
Men som den ulykkelige mor i programmet siger:
’ Jeg holder hovedet højt, for jeg ved, hvad jeg har gjort eller ikke gjort…’
Så hjælp dem dog
Men det, der især ramte mig, var de fire unge kvinder, der sidder og taler sammen i en rundkreds. Alle fire kvinder, der som børn har oplevet at blive fremmedgjort over for en af deres forældre af den anden.
De forstår heller ikke, at der ikke er og var noget hjælp at få.
Som den ene siger:
’Vores forældre fik ikke hjælp, så derfor har vi brug for hjælp. Men hvis vi heller ikke får den, så bliver det vores børn, der har brug for hjælp…’
Ja, for konsekvenserne ved helt at miste kontakt til en af sine forældre er kæmpestor. Og jo tidligere i ens liv, der sker, jo mere skade tager man, og det hænger ved resten af livet som problemer med fx følelsesmæssig nærhed og tilknytning til andre mennesker.
Men sådan er det i dag. Hvis et barn mister en eller begge forældre til sygdom eller en ulykke, står der et helt maskineri klar til at hjælpe med sorggrupper og terapi. Men når det sker i en skilsmissesag, så trækker vi lidt på skulderen og siger: ’Nå, øv for det…’
Og så provokerer det mig, at både politikere og Familieretshuset bliver ved med at forsvare både tilgangen til børnesager og deres arbejde, når de ved, at forældrefremmedgørelse sker hele tiden, og at det tager alt for lang tid at få behandlet en sag. For hvor er barnets ret og tarv henne, når den ene forælder helt kan fjerne den anden forælder fra barnets liv, og når man har gjort det længe nok, så får man faktisk også rettigheden til det?
De (politikere, eksperter, Familieretshuset mm.) skulle netop hjælpe børnene, men er der noget de ikke gør, så er det at hjælpe…
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. Foto: Jeanne Kornum