Johnny Larsen er uddannet journalist, manuskriptforfatter, instruktør og selvlært på en lang række andre områder. Han har en baggrund som forfatter, librettist, foredragsholder, fotograf, bladudgiver og sangskriver.
Han er født i 1952 og fra den tid, hvor man opdelte folk i hånd og ånd. Johnny blev vejet og fundet for dum til skolegang, og har fra sit 14. år været fuldtidsarbejdende.
Hans arbejdsliv er gået fra arbejdsdreng, over maler, sømand, fisker, chauffør, pædagogmedhjælper og meget andet, indtil han blev havnearbejder.
Efter 17 år uden for skolesystemet og med en ødelagt ryg søgte han ind på Danmarks Journalisthøjskole, hvor han blev optaget i første forsøg. Siden da har han levet som skrivende, og er i dag arbejdsløs. Arbejdsløsheden førte til sygdom. Sygdommen til denne blog, og der er han nu.
Johnny Larsen på Facebook
Johnny Larsen på Youtube
FOR EN del år siden arbejdede jeg på et trykkeri i Sydney. Det var et hårdt arbejde med skiftende arbejdstider og god indtjening. Det første, man skulle, når man blev ansat, var at blive sekundamedlem af trykkernes fagforening og betale 5 dollar en enkelt gang. Jeg var arbejdsmand og stod sammen med to andre ved røven af trykkemaskinen og tog mod siderne, der blev spyttet ud.
Arbejdet foregik i toholdskift, 14 dage arbejdede man om natten og 14 dage i dagtimerne. Syv dage om ugen. Fagforeningen forhandlede ny løn, og en lørdag middag blev alle kaldt til samling på lageret, hvor tre pænt store herrer fortalte, at de havde fået lønforhøjelse forhandlet hjem til trykkerne. Trykkerne ville få 20 dollar mere om ugen. Prisen for stigningen (cirka 100 kroner) var, at der skulle fyres en arbejdsmand på hvert hold. Hvert hold bestod af to trykkere og tre arbejdsmænd. Fagforeningen anbefalede os at stemme ja til resultatet. Så var det, jeg ikke kunne holde min mund. Jeg sagde, at for ”skide 20 dollar mere om måneden, er I villige til at gøre fire kolleger arbejdsløse. Trykkeriet vinder 240 dollar ved, at I siger ja, og jeres kolleger taber. Jeg er sikker på, at vi kan sige nej, og så splejser vi tre til, at I to andre kan få 20 dollar mere om ugen. Der hvor jeg kommer fra, kalder vi det solidaritet.
STEMNINGEN VAR ved at vende, og jeg mødte argumenterne med fakta. De tre store mænd begyndte at røre på sig og sagde, at der skulle stemmes nu, for de skulle over på pubben og spise. Jeg gik til den og sagde, at de som vores repræsentanter skulle blive, til vi var klar. Lad os bare sige, at stemningen blev noget trykket, da to fagforeningsfolk af anseelig størrelse stillede sig bag mig og en anden foran mig og fortalte, at mødet var forbi. Jeg råbte op igen, indtil en trykker fra mit hold trak mig væk og ud af lageret. ”Lad det ligge”, sagde han. ”Lad det ligge, ellers kommer du alvorligt til skade”.
Helt så gangsteragtige er vores fagforeninger ikke her til lands, men de har et problem med at kende deres opgaver og forstå, hvad solidaritet er. I årevis har fagforeningerne ladet syge, langtidsledige og nedslidte medlemmer/kolleger blive pisset på af stat og kommune, uden at gøre andet end at tilbyde en socialrådgiver til hjælp ved samtaler på jobcentrene. Fagforeningerne har stiltiende accepteret nedskæringer, udhulinger af den danske model, invasion af billig arbejdskraft, forslag om ”nyttejob”, ”praktik” og tvangsaktiveringer.
FAGFORENINGERNE HAR været tavse som graven, og vores formænd har brugt mere tid på at lade sig fragte i taxaer mellem forbundspaladserne og Lille Amalienborg end på at kæmpe for de medlemmer, som sikrer dem deres urimeligt høje løn.
Kapitalens spidser har serveret mange glas vino og uddelt masser af pindemadder, og det har været en god investering. For stort set ingen penge har arbejdsgiverne fået det, som de vil have det: Lav løn, billig arbejdskraft og en masse arbejdsløse, der primært bruges til at skræmme andre i job fra at brokke sig over noget som helst – uanset hvor rimeligt det måtte være.
EN AF de største priser, vi kommer til at betale for kammeratskabet med kapitalen, er, at vi skal bløde endnu mere end nogensinde før. Den nye regering, der er dannet af to partier, som fik mistillidsvotum fra vælgerne, har parret sig med et topstyret, udemokratisk, kvindehadende parti, der ser det som sin eneste politiske opgave at smadre alt det, som fællesskabet har opbygget.
Fagforeningerne har tilmed slagtet deres egne medier under voldsomt pres fra den borgerlige presse, og kun nærværende netavis er opstået på ruinerne af de mange lokale arbejderaviser, der først måtte lade livet for Aktuelt, som meget få gad læse.
Siden 1980’erne, hvor grådigheden er blevet hyldet som ”nødvendighedens politik”, er den eneste forandring, at Socialdemokratiets leder åbent bekender sig til den egoisme, der er Rodalon for al velfærd og solidaritet.
FAGFORENINGERNE BØR vågne til dåd, og vi skal se LO, HK og 3F som aktive medspillere ved demonstrationer, og der skal langt flere demonstrationer til. Der skal skabes et fælles forum, så dette vildnis af velmenende, hårdt kæmpende syge og nedslidte kan samles i stedet for at være tvunget til at putte sig i Facebook-grupper.
Der er brug for solidaritet, og derfor har fagforeningerne en stor opgave foran sig. Værn om jeres gamle, nuværende og kommende medlemmer og gå foran i solidaritetens navn. Kæmp for din makker, ikke bare for dig selv.
Fagforeningens top skal holde flere møder på Mændenes Hjem og færre på Lille Amalienborg. Formænd skal spise spegepølsemadder med skraldemænd i stedet for at nippe til canapeer på Rungsted Havn.
FAGFORENINGERNE SKAL være de truedes og de udstødtes magtfulde hjælper og ikke være stik-i-renddrenge for multinationale kreditselskaber, der vil forgælde foreningens medlemmer for at slavebinde dem endnu hårdere
Kæmp hårdt for alt, hvad vi og vore forgængere har skabt. Stop udsalget.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.